Analyse

Botilbud koster mere – selv om antallet af beboere næsten står stille

Kommunerne brugte omkring 26 mia. kr. på botilbud i 2024. Siden 2018 er antallet af modtagere kun steget svagt, mens udgifterne og prisen pr. borger fortsætter op. Det peger på et strukturelt problem: Danmark mangler ikke nødvendigvis botilbudspladser i almindelighed, men de rigtige pladser til de rigtige behov – til priser, kommunerne kan gennemskue.

Senest fagligt opdateret: 6. oktober 2026

Hovedfund

Kommunernes udgifter til botilbud var cirka 26 mia. kr. i 2024. Området står dermed for mere end halvdelen af udgifterne på det specialiserede voksenområde.[1]
Antallet af modtagere har kun været svagt stigende siden 2018, mens udgifterne er fortsat kraftigt op. I ministeriets opgørelse steg udgifterne 12 pct. fra 2018 til 2022, mens antallet af helårspersoner steg 4 pct.[1][2]
Udgiftspresset kan ikke forklares med én faktor. Flere modtagere, mere støtte pr. modtager og højere priser pr. indsats spiller sammen, og datagrundlaget kan ikke isolere én entydig hovedårsag.[3]
Væksten er især knyttet til botilbud og til stigende køb hos private og selvejende tilbud. Det beviser ikke, at ejerformen i sig selv gør et tilbud dyrt: private tilbud kan have en anden og mere kompleks målgruppe.[1][2]
Den centrale politiske udfordring er at skabe bedre match, gennemsigtige takster og tilstrækkelig offentlig kapacitet til de mest komplekse målgrupper. Flere af de aftalte reformgreb var i marts 2026 stadig under konkretisering.[4][5][6]

Et stort velfærdsområde med en usædvanlig prisudvikling

Botilbud er en af kommunernes dyreste og mest specialiserede velfærdsopgaver. Tilbuddene omfatter blandt andet midlertidige og længerevarende ophold til voksne med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, sindslidelser, sociale problemer eller kombinationer af flere udfordringer. En plads er ikke en standardvare. Den kan rumme bolig, døgnbemanding, socialpædagogisk støtte, pleje, sikkerhed, behandlingstilknytning og særlige fysiske rammer.

Det forklarer, hvorfor udgifterne kan være høje. Men det forklarer ikke i sig selv, hvorfor de stiger hurtigere end antallet af borgere.

KL’s nøgletal for 2026 opgør kommunernes udgifter til botilbud til cirka 26 mia. kr. i regnskab 2024. Samme publikation viser, at botilbud tegner sig for mere end halvdelen af de samlede udgifter på det specialiserede voksenområde. Den gennemsnitlige udgift pr. fuldtidsmodtager varierer på kommuneniveau fra omkring 0,7 mio. kr. til 1,6 mio. kr., men KL understreger samtidig, at variationerne også kan afspejle forskelle i målgrupper og datakvalitet.[1]

Det specialiserede voksenområde steg samlet med 0,8 mia. kr. fra 2023 til 2024. Over perioden 2020-2024 var den gennemsnitlige kommunale udgiftsvækst omkring 10 pct., når udgifterne opgøres i et fælles prisniveau.[1]

De tal gør botilbud til mere end en smal socialpolitisk niche. Når en stor og voksende del af kommunernes serviceramme bindes på området, kan det påvirke mulighederne for at prioritere dagtilbud, folkeskole, ældrepleje og andre kommunale indsatser. VIVE peger netop på, at udgiftsvækst og budgetoverskridelser på det specialiserede socialområde kan tvinge kommunerne til at finde besparelser andre steder under det samlede serviceloft.[3]

Flere borgere forklarer kun en del af stigningen

En nærliggende forklaring er, at flere borgere har brug for et botilbud. Der er også kommet flere modtagere over tid, men udviklingen er for svag til at forklare hele udgiftsstigningen.

Et ministerielt analysenotat viser, at de samlede udgifter til botilbud steg fra 19,8 mia. kr. i 2018 til 22,2 mia. kr. i 2022, opgjort i 2023-priser. Det svarer til 12 pct. I samme periode steg antallet af personer med ophold fra cirka 27.100 til 28.000, mens antallet af helårspersoner steg 4 pct. til 25.500. Den gennemsnitlige udgift pr. helårsperson steg fra 0,80 mio. kr. til 0,87 mio. kr.[2]

KL’s nyere opgørelse peger i samme retning: Efter 2018 har antallet af modtagere kun været svagt stigende, mens udgifterne fortsat er steget kraftigt.[1]

Udviklingen kan analytisk opdeles i tre mekanismer:

Flere borgere modtager en indsats. Andelen af en målgruppe, der visiteres til støtte, kan stige.
Den enkelte borger modtager mere støtte. Et mere omfattende støttebehov kan kræve flere medarbejdertimer, højere bemanding eller flere samtidige indsatser.
Prisen på samme omfang af støtte stiger. Løn, vikardækning, ejendomme, administration, sikkerhedskrav og leverandørernes omkostninger kan løfte enhedsprisen.

VIVE vurderer, at alle tre mekanismer kan spille en rolle. På voksenområdet steg antallet af unikke modtagere 2,3 pct. fra 2018 til 2022, mens antallet af indsatser steg 3,8 pct. og udgifterne 9 pct. Samtidig understreger VIVE, at data ikke giver grundlag for en entydig konklusion om årsagerne.[3]

Det er en vigtig begrænsning. Det vil være for enkelt at sige, at udgifterne stiger, fordi kommunerne visiterer for mange, fordi private tilbud tager for høje priser, eller fordi borgerne er blevet mere komplekse. De forklaringer kan alle være relevante i konkrete dele af markedet, men ingen af dem er dokumenteret som en samlet eneårsag.

Private tilbud fylder mere – men ejerform er ikke en forklaring alene

Væksten i køb hos private og selvejende tilbud er markant. Ministeriets analyse for 2018-2021 vurderer, at stigende køb hos private og selvejende tilbud uden driftsaftale stod for 66 pct. af den samlede udgiftsvækst på botilbudsområdet. Fra 2019 til 2022 steg antallet af pladser på private kommercielle botilbud fra godt 1.900 til godt 2.400; det svarede til 79 pct. af den samlede vækst i antallet af pladser.[2]

KL’s 2026-opgørelse viser, at udgifter til private tilbud typisk udgør lidt over en fjerdedel af de samlede botilbudsudgifter, mens regionale tilbud typisk står for 14 pct. Prisen pr. modtager er typisk højere i private og regionale tilbud end i kommunale tilbud.[1]

Det kan friste til den hurtige konklusion, at private tilbud generelt er for dyre. Den slutning kan data ikke bære alene. Hvis private og regionale tilbud oftere modtager borgere, som kommunen ikke selv har et egnet tilbud til, vil målgruppen kunne have mere komplekse behov og kræve dyrere rammer. KL nævner selv denne mulige sammensætningseffekt.[1]

Problemet er snarere, at kommunerne ofte køber på et marked med betydelig informationsforskel. Leverandøren har efter et længere ophold typisk mere detaljeret viden om borgerens støttebehov end den visiterende kommune. Samtidig kan takster og ydelsespakker være vanskelige at sammenligne på tværs af tilbud. Ekspertudvalget vurderer, at koblingen mellem takst, konkret indsats og kvalitet er for uklar, og at det gør det vanskeligt at se, hvad kommunen får for pengene.[4]

Det svækker den normale konkurrence. En kommune kan ikke uden videre flytte en sårbar borger, blot fordi et andet tilbud er billigere. Der kan mangle et reelt alternativ, og en flytning kan være fagligt uforsvarlig eller meget belastende. Når det rigtige match først er fundet, bliver kommunens forhandlingsposition derfor ofte svagere.

Kapacitetsproblemet handler om de rigtige pladser

Danmark kan godt have ledige pladser og samtidig mangle kapacitet. Det sker, når de ledige pladser ikke passer til borgernes behov, geografi eller sikkerhedskrav.

Ekspertudvalget peger særligt på et underudbud af pladser til borgere med meget komplekse behov og udadreagerende adfærd. Udvalget anbefaler stærkere offentlig kapacitetsstyring og koordinering, så der oprettes tilbud til de målgrupper, som markedet ikke leverer tilstrækkeligt til.[4]

Det er afgørende, fordi kapacitet påvirker både faglighed og pris. Når kun få tilbud kan modtage en bestemt borger, kan der opstå lokale monopollignende situationer. Kommunen kan blive tvunget til at købe en meget dyr plads eller finansiere individuelle tillæg oven på en eksisterende takst. Omvendt kan flere generelle pladser uden præcist målgruppefokus skabe tomgang uden at løse manglen.

Regeringen og KL afsatte i økonomiaftalen for 2024 en ekstraordinær ramme og lånepulje på i alt 1,5 mia. kr. i 2024-2026 til øget kommunal botilbudskapacitet: 200 mio. kr. i 2024, 600 mio. kr. i 2025 og 700 mio. kr. i 2026.[5]

Investeringer i bygninger er dog ikke nok. Nye tilbud kræver kvalificeret personale, tydelig målgruppe, samarbejde på tværs af kommuner og en plan for belægning. Ellers risikerer man at flytte problemet fra mangel på pladser til mangel på medarbejdere eller til dyr tomgang.

To modargumenter, der bør tages alvorligt

1. Højere pris kan være udtryk for bedre eller mere nødvendig støtte

En stigende enhedspris er ikke automatisk ineffektivitet. Hvis flere borgere har omfattende støttebehov, eller hvis tidligere utilstrækkelige tilbud løftes fagligt, kan højere udgifter være nødvendige. Bedre bemanding, færre magtanvendelser, stabilitet og mere specialiseret kompetence kan være værdifulde resultater, også når de koster mere.

Derfor bør styring ikke reduceres til laveste pris. Målet må være den lavest mulige omkostning for den nødvendige indsats og kvalitet – ikke det billigste tilbud uanset virkning. Det er også ekspertudvalgets formulering af hensynet bag ny kapacitetsstyring.[4]

2. Kommunernes egne data er ikke stærke nok til præcise ranglister

Store forskelle mellem kommuner kan skyldes reelle forskelle i målgrupper, men også registreringspraksis, mellemkommunale betalinger og kvaliteten af aktivitetsdata. KL fremhæver selv behovet for at kvalitetssikre indberetningerne, når enhedspriser sammenlignes.[1]

En kommune med høj gennemsnitspris er derfor ikke nødvendigvis dårligere styret. Den kan have få borgere med meget dyre og komplekse behov. Omvendt er et lavt gennemsnit ikke i sig selv dokumentation for god kvalitet eller effektiv visitation.

Fire handlemuligheder – og deres omkostninger

1. Fælles kapacitetsplanlægning for små, komplekse målgrupper

Kommuner og regioner kan planlægge tilbud på tværs, når den enkelte kommune ikke har borgere nok til at drive et specialiseret tilbud stabilt. Det kan reducere underudbud og styrke faglige miljøer.

Ulempen er, at fælles planlægning kræver langsigtede forpligtelser. Kommuner skal acceptere at binde kapacitet og finansiering, også når deres aktuelle behov svinger.

2. Et mere gennemskueligt takstsystem

Takster bør gøre det lettere at se sammenhængen mellem borgerens støttebehov, bemanding, tillægsydelser og pris. Standardiserede kontrakter og faste opfølgningspunkter kan forbedre kommunernes forhandlingsposition.

Risikoen er et nyt lag bureaukrati. Hvis systemet bliver for detaljeret, kan tilbud bruge flere ressourcer på registrering, mens individuelle behov presses ind i for grove kategorier. Reformen skal derfor øge sammenligneligheden uden at foregive, at alle borgere kan standardiseres.

3. Hyppigere faglig og økonomisk opfølgning

Kommunerne kan systematisk undersøge, om støtteomfanget fortsat matcher behovet, om midlertidige pladser reelt er midlertidige, og om prisen ændres, når borgerens behov ændrer sig. Det kræver både socialfaglige kompetencer og indkøbsfaglig styrke.

Ulempen er, at for hyppig eller ensidigt økonomisk opfølgning kan skabe utryghed og kortsigtede skift. Opfølgning skal handle om progression, trivsel og behov – ikke blot om at reducere en takst.

4. Flere alternativer mellem eget hjem og døgnbotilbud

Intensiv bostøtte, fleksible teams og andre løsninger i eget hjem kan for nogle borgere være både fagligt bedre og billigere end et traditionelt botilbud. Men løsningen er kun realistisk, når boligen, netværket, sikkerheden og hjælpen faktisk kan bære det.

Det må ikke blive en spareøvelse, hvor borgere med behov for døgndækning efterlades med utilstrækkelig støtte. Alternativerne skal vurderes individuelt og følges med data om stabilitet, genindlæggelser, akutte hændelser og livskvalitet.

Reformerne er i gang, men ikke færdige

Ekspertudvalgets endelige rapport samlede anbefalinger om blandt andet kapacitetsstyring, et nyt takstsystem, bedre match mellem borger og tilbud samt ændringer af de overordnede regler.[4][7]

Implementeringen er fortsat en proces. KL’s status, senest opdateret 16. marts 2026, angiver, at et nyt takstsystem, nye rammer for kapacitetsstyring til særligt komplekse målgrupper, revision af serviceloven og flere regelforenklinger fortsat var under konkretisering.[6]

Det giver en vigtig politisk målestok: Reformer bør ikke kun vurderes på, om de dæmper udgifterne. De bør også måles på, om borgerne får et bedre match første gang, om kommunerne kan sammenligne pris og indhold, om behovet for dyre tillæg falder, og om specialiserede tilbud kan drives med stabil kvalitet.

Metode og afgrænsning

Analysen sammenholder kommunale regnskabs- og aktivitetsopgørelser med ministerielle analyser, VIVE’s forskningsbaserede diskussion og den aktuelle implementeringsstatus. Beløb fra forskellige kilder er ikke altid direkte sammenlignelige, fordi de kan være opgjort i forskellige prisniveauer, år og afgrænsninger. Derfor bruges udviklingstal kun med den definition, den enkelte kilde angiver.

Analysen dokumenterer en forskel mellem udviklingen i antal modtagere og udgifter, men fastslår ikke én kausal forklaring. Der mangler fortsat tilstrækkeligt ensartede data om borgernes støttebehov, indsatsernes indhold, kvalitet og individuelle priser til at opdele hele udgiftsvæksten sikkert.

Konklusion

Botilbudsudgifterne stiger ikke først og fremmest, fordi antallet af beboere eksploderer. Udgifterne vokser især hurtigere end aktiviteten, og botilbudsområdet står for en stor del af presset på det specialiserede voksenområde.[1][2][3]

Den mest sandsynlige samlede forklaring er et samspil: lidt flere modtagere, flere eller mere intensive indsatser, dyrere enheder, en voksende gruppe komplekse sager og et marked, hvor kapacitet og priser er svære at styre. Derfor findes der heller ikke ét enkelt sparegreb.

Den holdbare vej er bedre data, fælles kapacitetsplanlægning, gennemsigtige takster og stærkere opfølgning – samtidig med at kvalitet og borgerens behov for stabilitet beskyttes. Hvis reformen kun jagter lavere priser, kan den blive fagligt dyr. Hvis den kun tilfører penge uden at ændre struktur og information, vil udgiftspresset sandsynligvis fortsætte.

Læs videre på Cevea.dk

Om Cevea.dk

Cevea.dk er et nyt, uafhængigt dansk videnssite om økonomi og samfund. Sitet er ikke en fortsættelse af den tidligere tænketank med samme navn. Analysen er skrevet på et nyt, selvstændigt og kildebaseret grundlag.

Kilder

oktober 6, 2026

Del analysen: