Uafhængig viden om økonomi og samfund.
- Analyse
Plejeboligens ventetid: Derfor fortæller kommunetallet ikke hele historien
Manchet: Nye tal om ventetid til plejebolig viser store forskelle mellem kommuner.[1][6] Men tallet gælder kun personer på den generelle venteliste, som faktisk fik tilbudt en bolig.[1][6] Mange vælger en bestemt bolig og står på en anden liste.[1][6] Vi gennemgår, hvad statistikken kan bruges til – og hvorfor hverken nul dage eller et gennemsnit over to måneder alene afgør, om ældre får hjælp i tide.[1][6]
Fagligt opdateret: 3. november 2026. Cevea.dk er et nyt, uafhængigt dansk videnssite og ikke en fortsættelse af den tidligere tænketank.
Hovedfund
- To ventelister er ikke det samme. Danmarks Statistiks gennemsnitlige ventetid handler om personer på generel venteliste, som har fået tilbudt bolig i året.[1] Personer, der vælger en bestemt bolig, er opgjort særskilt; deres ventetid kan ikke aflæses af dette gennemsnit.[1]
- Kommunetallene spænder vidt, men er ikke en rangliste over plejens kvalitet. I 2025-opgørelsen spænder den offentliggjorte gennemsnitlige ventetid fra 0 til 114 dage.[1][2] Den simple median af kommunernes offentliggjorte tal er 24,5 dage.[1][2] Medianen er vores beregning, ikke Danmarks Statistiks landsgennemsnit eller en personvægtet ventetid.[1][2]
- Et nul kræver kontekst. I Esbjerg og Samsø står der 0 dage i ventetidskolonnen, samtidig med at tabellen viser 0 personer på den generelle venteliste og henholdsvis 364 og 18 personer, som vælger frit valg.[1] Nullet er ikke dokumentation for, at ingen ventede på en ønsket bolig.[1]
- Garantien og det frie valg dækker forskellige situationer. Borger.dk beskriver en kommunal tilbudsgaranti på to måneder for visiterede på den generelle venteliste; vælger borgeren en bestemt plejebolig, gælder denne garanti ikke for venten på den bolig.[6][1] Kommunale gennemsnit afgør ikke i sig selv, om et konkret tilbud blev givet til tiden.[6][1]
Hvad er den ventetid, vi faktisk måler?
Når en ældre borger har behov for hjælp hele døgnet, kan kommunen visitere til en plejebolig eller plejehjemsplads.[6] Et tilbud om en egnet bolig og et ønske om at flytte til et bestemt sted er to forskellige spørgsmål.[6] Forskellen betyder noget både for borgere, pårørende og beslutningstagere: Et hurtigt tilbud kan stadig være et andet tilbud end den bolig, familien håbede på.[6]
Danmarks Statistiks tabel AED16 registrerer blandt andet personer på den generelle venteliste, personer som vælger frit boligvalg, deres samlede opgjorte antal og en gennemsnitlig ventetid i dage.[1] Den sidste indikator er defineret for dem på den generelle liste, som fik tilbud om bolig i opgørelsesperioden – uanset hvornår de blev visiteret.[1] Det er ikke ventetiden for alle, der står i kø ved periodens slutning, og heller ikke ventetiden for samtlige, der ønsker et bestemt plejehjem.[1]
Det skel har en konsekvens: Et gennemsnit blandt personer, som allerede har fået et tilbud, kan ikke vise, hvor længe personer uden tilbud hidtil har ventet.[1][6] Det kan heller ikke vise, om de accepterede tilbuddet, om boligen lå i den ønskede kommune, eller hvor længe der gik til indflytning.[1][6] Disse oplysninger står ikke i AED16's ventetidskolonne.[1][6] Det er en afgrænsning af statistikken, ikke en anklage mod den enkelte kommune.[1][6]
Et 2025-tal kræver desuden omtanke om perioden.[2][1] Danmarks Statistiks dokumentation for Sociale ydelser til ældre angiver, at 2025-opgørelsen bygger på årets første seks måneder på grund af ældrelovens ikrafttræden 1. juli 2025.[2][1] AED16's tabelmetadata oplyser, at kommunerne har indberettet 2025-tallene, men angiver ikke i den korte tabelnote en separat periode for hver af tabellens indikatorer.[2][1] Derfor bruger vi 2025 som offentliggjort årsetiket, men behandler ikke 2025-antallet af personer som et direkte sammenligneligt heltårstal over for 2024.[2][1] Det bør afklares med den statistiske producent, før man offentliggør en vækstrate på dette grundlag.[2][1]
Forskelle mellem kommuner: Hvad står der i tallene?
AED16 blev efter tabelmetadata opdateret den 29. september 2026 og indeholder 2025-oplysninger fra samtlige 98 kommuner.[1] I disse data har Vallensbæk og Fanø hver en gennemsnitlig ventetid på 114 dage for personer på den generelle liste, der fik et tilbud.[1] Vallensbæk har 15 personer registreret på denne liste, Fanø 17.[1] Andre kommuner har langt flere: København har 451 personer på den generelle liste og et gennemsnit på 9 dage; Aarhus har 353 og et gennemsnit på 16 dage.[1] Tallene siger, hvor forskelligt de lokale gennemsnit ser ud, men ikke hvorfor.[1]
Den simple median på 24,5 dage er beregnet ved at sortere de 98 kommunetallene og tage midten.[1] Den giver en beskrivelse af en typisk kommune i tabellen, ikke af den typiske person, som fik et tilbud.[1] En lille kommune med få registrerede observationer vejer her lige så tungt som København.[1] Derfor bruger vi ikke medianen til at sige, at «danskere venter 24,5 dage».[1]
I 2025-kolonnen har seks kommuner et offentliggjort gennemsnit over 60 dage.[1][6] Det er relevant at undersøge, men 60 dage er ikke altid det samme som to kalendermåneder, og et gennemsnit er ikke en opgørelse af hvert enkelt tilbuds dato.[1][6] Nogle personer kan have ventet meget længe, andre kort; tallet kan heller ikke afgøre, om borgeren ønskede noget særligt, fik et tidligere tilbud eller afslog en bolig.[1][6] Det ville være en metodisk fejl at tælle de seks som dokumenterede brud på plejeboliggarantien alene ud fra gennemsnittene.[1][6]
I den modsatte ende viser Esbjerg og Samsø 0 dage.[1] Begge har samtidig 0 personer på den generelle venteliste og henholdsvis 364 og 18 registreret under frit valg.[1] En nulværdi i gennemsnitskolonnen, når den målte gruppe er nul, kan ikke oversættes til nul dages venten blandt alle borgere.[1] Dette er et godt eksempel på, hvorfor den tilhørende personkolonne skal læses sammen med ventetidstallet.[1]
Også forholdet mellem listerne varierer.[1] I vores simple optælling af kommuner har 67 ud af 98 flere personer under frit valg end på den generelle liste i den publicerede 2025-tabel.[1] Tællingen er ikke en national andel af ældre, og en kommune med én person tæller lige så meget som en stor kommune.[1] Men den viser, at et gennemsnit, der udelukkende handler om den generelle liste, ikke kan stå alene som en samlet beskrivelse af adgang til den ønskede plejebolig.[1]
Hvorfor kan køerne være forskellige?
En mulig forklaring er selve valget.[6] Hvis en borger ønsker en bestemt bolig nær ægtefælle eller netværk, kan vedkommende vente på netop den ledige plads, selv om et andet egnet tilbud ville kunne gives tidligere.[6] Borger.dk beskriver, at kommunens to-måneders-garanti ikke gælder, når den visiterede vælger at stå på en specifik venteliste til en bestemt plejebolig.[6] Det er en forklaring på, hvorfor listerne må holdes adskilt – ikke et mål for, hvor meget fri valgmulighed den enkelte faktisk oplever.[6]
Kapacitet kan også spille ind, men der mangler et aktuelt og identisk kapacitetsmål i den ventetidstabel, vi analyserer.[4] VIVEs kortlægning af plejehjemsområdet fandt, at antallet af permanente plejeboliger faldt fra cirka 45.000 i 2010 til cirka 44.000 i 2021.[4] Målt pr. 1.000 personer på mindst 80 år faldt niveauet ifølge kortlægningen fra 196 til 150.[4] Det er et væsentligt baggrundssignal om boligudbud i den historiske periode, ikke dokumentation for beholdningen i november 2026 eller for årsagen til én kommunes 2025-ventetid.[4]
Befolkningens alderssammensætning ændrer sig samtidig.[3][4] Vores summering af Danmarks Statistiks FOLK1A for personer på mindst 80 år viser 282.106 ved første kvartal 2021, 339.337 ved første kvartal 2025 og 360.636 ved første kvartal 2026.[3][4] Det er en befolkningstælling, ikke en prognose for plejeboligbehov: Mange ældre bor hjemme, og behovet afhænger af funktionsevne, sygdom, støtte, husstand og lokale tilbud.[3][4] En projektion fra et bestemt antal ældre til præcis samme antal nye boliger ville kræve en særskilt model.[3][4]
Et tredje spor er bemanding og indretning.[5][1] VIVEs undersøgelse af normeringer i 2025 fandt i gennemsnit 2,6 beboere pr. medarbejder i dagtimerne på hverdage; rapporten peger også på større plejebehov og rekrutteringsvanskeligheder.[5][1] Det viser, at et boligantal alene ikke beskriver alle forudsætninger for et velfungerende tilbud.[5][1] Men vi har ikke koblet VIVEs enkelte plejehjem eller personaleoplysninger til AED16's kommunale ventelister.[5][1] Undersøgelsen dokumenterer derfor ikke, at bemanding forklarer netop forskellen mellem Vallensbæk og København.[5][1]
To vigtige indvendinger
«En to-måneders-garanti gør gennemsnittet unødvendigt.» Nej.[6][1] Garantien og gennemsnittet besvarer forskellige spørgsmål.[6][1] Garantien handler om kommunens tilbud til en konkret visiteret på den relevante liste; gennemsnittet opsummerer dage for en bestemt gruppe, som fik et tilbud.[6][1] En kommune kan have et lavt gennemsnit og alligevel have enkelte langvarige forløb, eller et højt gennemsnit uden at vi kan konkludere en bestemt retsstilling for nogen ud fra tabellen.[6][1] For at kontrollere konkrete forløb må man undersøge visitationsdatoer, eventuelle tilbud, afslag og valget af liste – ikke kun et offentliggjort gennemsnit.[6][1]
«Det frie valg kan forklare alt; derfor skal kommunerne ikke sammenlignes.» Heller ikke.[1][4] Frit valg er en væsentlig forklaring, der skal undersøges, men ikke en automatisk frikendelse af kapacitetsproblemer.[1][4] Hvis mange borgere foretrækker det samme sted, kan det være et spørgsmål om beliggenhed, omdømme, boligtype eller nærhed til pårørende; hvis mange står på generel liste, kan et bolig- eller bemandingsproblem være et relevant spor.[1][4] Hvilket spor der er rigtigt lokalt, kan ikke bestemmes af AED16 alene.[1][4] Sammenligninger er nyttige som anledning til undersøgelser, ikke som dom over kommuner eller borgernes ønsker.[1][4][6]
Hvad kan politikerne gøre – uden at love mere end tallene viser?
1. Offentliggør to spor i stedet for én kø. Kommunerne kan præsentere antal på generel liste, antal under frit valg, ventetid for tilbudsmodtagere og en særskilt beskrivelse af personer, der fortsat venter.[1][2] Fordelen er, at offentligheden kan skelne mellem adgang til en bolig og ønsket om en bestemt bolig.[1][2] Ulempen er større indberetningsarbejde og behov for fælles definitioner, særligt hvis en borger skifter liste.[1][2] Den nuværende AED16 giver allerede to persongrupper, men ikke en fuld ventetidsfordeling for begge.[1][2]
2. Undersøg lange forløb, ikke kun gennemsnittet. Kommuner kan gennemgå konkrete, anonymiserede forløb for at forstå lange ventetider: Hvad blev tilbudt, hvornår, og hvilke ønsker eller behov var registreret?[1][6] Fordelen er at finde problemer, der gemmer sig bag gennemsnit.[1][6] Ulempen er følsomme oplysninger og risiko for, at små grupper kan genkendes; offentlig rapportering skal ske på et aggregeret og fortroligt grundlag.[1][6] En sådan gennemgang er en anbefalet kontrolmetode, ikke en metode, som AED16 allerede leverer.[1][6]
3. Planlæg kapacitet sammen med personale og behov. Flere fysiske pladser kan være relevante, når der er dokumenteret lokal mangel, men byggerier tager tid og binder kapital.[4][5] Bemanding, boligernes egnethed og borgernes geografiske ønsker bør vurderes samtidigt.[4][5] VIVEs historiske kortlægning og nyere normeringsundersøgelse viser, at både antallet af boliger og kvaliteten af den bemandede pleje fortjener opmærksomhed; ingen af kilderne er en færdig kommunal investeringsmodel.[4][5]
4. Gør usikkerheden synlig ved kommunesammenligninger. Vis mindst antallet på den generelle liste ved siden af et ventetidsgennemsnit, og markér nul eller meget små grupper tydeligt.[1] Lad være med at kalde 0 dage «ingen kø», hvis ingen i den målte gruppe fik et tilbud.[1] Fordelen er mere ærlig offentlig information; ulempen er, at en enkel rangliste bliver mindre enkel.[1] Det er en god byttehandel, når tallene bruges som grundlag for beslutninger om ældre borgeres boliger.[1]
Metode og afgrænsning
Vi har hentet tabel AED16 direkte fra Danmarks Statistiks API for 2023, 2024 og 2025 og kontrolleret tabelmetadata, kategorier og fodnote.[1] De citerede kommunetal stammer fra 2025.[1] Vi har selv sorteret de 98 offentliggjorte kommuneværdier til en simpel median, optalt kommuner med flere registrerede personer under frit valg end generel liste, og identificeret nulværdier sammen med deres persontal.[1] Der er ikke beregnet et nationalt personvægtet ventetidsgennemsnit, en sandsynlighed for at få en bolig, en aktuel kølængde eller en garantiopfyldelsesprocent.[1] Tabellens antal personer på venteliste i alt er summen af to personkategorier, ikke nødvendigvis et øjebliksbillede af en samtidig kø.[1]
Vi har ikke brugt 2025-personantallene til en sammenlignelig vækstrate over for et fuldt 2024.[2][1] Statistikdokumentationen angiver første halvår 2025 for statistikken efter ikrafttræden af ældreloven 1. juli 2025; den kortere tabelnote præciserer ikke særskilt, hvilke indikatorer der eventuelt afviger.[2][1] Som forsigtighedsprincip bør en sikker tidsserieopgørelse af AED16-afgrænsningen afklares med Danmarks Statistik før en direkte 2024–25-sammenligning.[2][1]
Befolkningstallene er vores summering af hvert enkelt år fra 80 til og med 125 i FOLK1A, begge køn, hele landet og alle civilstande ved årets første kvartal.[3] VIVEs kortlægning fra 2023 bruger boligtal til og med 2021; VIVEs normeringsrapport fra 2025 beskriver plejehjem og ikke samme datasæt som kommunernes ventetider.[4][5] Borger.dk er brugt som officiel vejledning om frit valg og garanti, ikke som dokumentation for opfyldelse i en bestemt kommune.[6] Vi har ikke lavet en årsagsanalyseret kobling mellem datasættene.[1][3][4]
Den politiske pointe er derfor snæver: Et kommunalt gennemsnit er et nyttigt signal, når man ved, hvem det gælder; det er ikke hele borgerens vej fra visitation til ønsket bolig. En bedre offentlig debat kræver både måling af tilbud, den fortsatte venten og forskellen mellem generelt tilbud og ønsket sted.[1][6]
Læs videre
Kilder
Del analysen: