Regeringen holder fast i at prioritere skattelettelser over velfærd trods nødråb fra kommuner og fagfolk. Prioriteringen forsvares med tvivlsomme økonomiske argumenter. Men ønsket om flere skattelettelser er og bliver et politisk valg, der ikke deles af befolkningen. I stedet for at bruge tynde argumenter for skattelettelser, bør regeringen melde klart ud, at det er et politisk valg at prioritere skattelettelser over velfærd.
De seneste uger har kritikken haglet ned over regeringen og dens planer om at give flere skattelettelser. Både borgmestre og fagfolk landet over har råbt vagt i gevær. For selvom de offentlige kasser bugner, så må kommuner og regioner, der driver den danske velfærdsstat, samtidigt spare på kernevelfærden.
Regeringen står fast og afviser at bruge flere penge på velfærd. Det begrundes dog ikke politisk, men med forskellige økonomiske argumenter om, at det er nødvendigt at holde igen med velfærdsudgifterne lige nu. Men ingen af disse økonomiske argumenter holder vand.
Offentligt eller privat forbrug er hip-som-hap
Ét argument er, at vi ikke kan øge udgifterne til velfærd, fordi det vil puste til inflationen, som stadig er for høj. Men hvis det er rigtig, er regeringens egne planer om at lette skatten lige så uansvarlige og forkerte.
I forhold til at puste til inflationen er det næsten hip-som-hap, om man bruger flere penge på offentligt eller privat forbrug. Argumentet kan derfor ikke bruges til at forsvare skattelettelser over velfærd. Argumentet er tyndt.
Et andet argument er, at det kun lige er i år, at velfærden er presset. For regeringens plan – som vi snart får at se – er at investere betydeligt mere i den offentlige velfærd i de kommende år.
Men hvis det alene er tale om en ekstra saltvandsindsprøjtning næste år, kan man se det som en engangsudgift. Lidt ligesom vinterhjælpen sidste efterår, som kostede 4,8 milliarder kroner.
Dengang skønnede Finansministeriet, at effekten på inflationen var ”tæt på nul”. Argumentet om, at vi er nødt til at vente lidt, er altså heller ikke særlig stærkt.
Et tredje argument er, at det er urealistisk at blive ved med at øge den offentlig service. Det vil mindske produktiviteten i fremtiden, hvis den offentlige sektor vokser, lyder det med henvisning til den såkaldte Baumol-effekt.
Det er korrekt, at efterspørgslen efter service og velfærd stiger i alle rige lande. Og det er også rigtigt, som Baumol påpeger, at det er sværere at øge produktiviteten i servicesektoren end i den industrielle sektor: at det er sværere at effektivisere ældrepleje eller et spil ludo i børnehaven end produktionen af biler og cykler.
Men det gælder uanset, om den service produceres i det offentlige eller i den private sektor, og uanset om vi betaler for velfærdsservice over skatten eller individuelt.
Regeringen bør melde klart ud
Ingen af regeringens økonomiske argumenter holder altså vand ved nærmere eftersyn. Det er ikke nogen økonomisk nødvendighed at give skattelettelser i stedet for at øge investeringerne i velfærd. Det handler om politiske valg.
Man kan mene, at den øgede velstand skal gå til at øge de private forbrugsmuligheder eller til mere offentligt forbrug. Her burde regeringen melde klart ud og sige, at der skal være plads til flere ferierejser, mobiltelefoner og andet privat forbrug. At den ikke ønsker at prioritere den kollektive velfærd over det private forbrug. Det er en helt legitim politisk holdning. Men det er også en holdning, der ikke deles af befolkningen.
Tænketanken Cevea har i sommer spurgt et repræsentativt udsnit af danske lønmodtagere, om de er enige eller uenige i dette udsagn: ”Jeg er villig til at betale 1 % mere af min indkomst i skat, hvis pengene går til at forbedre den offentlige velfærd.”
Vi ville gøre det svært at vælge velfærden. Derfor gjorde vi det klart, at man ikke kunne få i både pose og sæk – hvis man ville have bedre velfærd, skulle man også være villig til at betale for det.
Alligevel erklærer to ud af tre sig helt eller overvejende enige. Et stort flertal er altså villige til at betale mere i skat for bedre velfærd. Det gælder i øvrigt på tværs af alder og indkomstgrupper. Selv blandt regeringens egne vælgere er der et meget stort flertal, der er parate til at betale mere i skat for at styrke velfærden.
Nu er vi ovenikøbet i den lykkelige situation, at vi ikke behøver at hæve skatten for at prioritere velfærden. Det er ikke penge, der mangler, siger statsministeren. Derfor kunne det være befriende, hvis regeringen meldte klart ud og sagde, at den ikke prioriterer den kollektive velfærd så højt, at den vil droppe ideen om flere skattelettelser.
Det vil være ærligt og hæderligt, men befolkningen vil ikke være enige i regeringens prioritering. Og det er vi heller ikke.
Bragt i Altinget d. 9. oktober 2023.
