Hvordan kan vi stille os selv tilfreds med et frihedsideal, der skaber så mange tabere og kun ganske få superrige vindere? Er frihed virkelig et spørgsmål om, at nogen få skal have lov til at leve i økonomisk overflod, mens gruppen af tabere blot vokser sig større? Det handler ikke om at ommøblere danskerne, som Kaare Dybvad Bek fik udtrykt det. Det handler om at brede friheden ud til flere, så flere får muligheden for at træffe værdige valg her i tilværelsen.
89er-generationen af borgerlige politikere har brugt lejligheden til at kalde Kaare Dybvad en moderne »ridefoged«, »betonsocialdemokratisk« og »nationalsocialdemokratisk«. Floskler med ganske lidt indhold. Ingen af dem har svaret på, hvordan nyliberalismen er klar til et indre opgør med sine fejl.
Siden Den Kolde Krigs afslutning har neoliberalismen været den altdominerende politiske kraft globalt. Gennem internationale handelsregler i WTO er handelsrettigheder kommet før sociale rettigheder. Gennem Verdensbankens og IMFs lån fulgte krav om massiv deregulering og privatisering af kollektive ressourcer. I Europa gennem Maastricht-traktaten, hvor den frie bevægelse af arbejdskraft, tjenesteydelser, vare og kapital blev til Europas fire friheder. Friheder for markedet før mennesket. Det kan siges ret tydeligt; efter 1989 fulgte en totalt markedsgørelse af hele den offentlige sfære, hvor konkurrence blev den eneste legitime organisering af den menneskelig aktivitet.
Vi må kunne have en fornuftig debat om frihed, uden at kritikerne af det nuværende dominerende frihedsideal skal beskyldes for at ønske sig tilbage til et udemokratisk og totalitært samfund med mure, overvågning, fødevarerationering og Trabant-biler. Den form for liberalisme, vi fik efter Murens fald, har sat nogle mennesker fri og givet dem materiel overflod, men langt hen ad vejen er der skabt en ny økonomisk elite, der har taget for sig på andres bekostning. Neoliberalisternes frihedsbegreb har skabt en lille gruppe vindere og en stor gruppe tabere. Det er på tide, at vi som befolkning kræver et alternativ.
Kriser
De kriser, neoliberalismen har skabt, er ikke få. Finanskrisen blev den største økonomiske krise siden 30erne. Den var aldrig sket uden den voldsomme dominans af den finansielle sektor, den stigende private gældsætning og nye farlige finansielle produkter, som dereguleringen havde ført med sig. Det er resultatet af et neoliberalistisk frihedsideal, hvor samfundssind ikke er en del af vokabulariet, og statens vigtigste opgave er at sætte markedet frit.
Sammen med nedbrydningen af globale handelsbarrierer fulgte også international overflytning af kapital. Det er blevet de nationale skattesystemers endeligt. Der er ingen effektiv skattekontrol. De største globale virksomheder og deres ejere gør alt, hvad de kan for at undgå at betale deres skat. I mange tilfælde fuldt lovligt. De var blevet frie for al tvang, herunder at betale skat.
Men friheden til at undgå fair skattebetaling er ikke for sosu-assistenten, slagteriarbejderen eller sygeplejersken. Den gælder for de allerrigeste, de største aktionærer og de mest skruppelløse spekulanter. For multinationale selskaber, techgiganter og finansinstitutter, der omsætter for enorme beløb i mange lande, men af uransagelige grunde kun tjener penge i lande med meget lave skattesatser. Og sammen med skatteunddragelsen kom skattesænkningerne, privatisering og udlicitering af offentlige serviceydelser. Mindre stat, mere marked. Flere tabere. Med neoliberalismens etik følger den velfungerende velfærdsstats sammenbrud.
Klimakrise
Og måske mest alvorligt er klimakrisen. I neoliberalismens verdensbillede er der ikke samfundsproblemer, som kræver kollektiv og politisk handling. Afgifter på fossil energi og forbud mod forurening blev set som »konkurrenceforvridende« og en begrænsning af det frie initiativ.
I dag ved vi, at vi risikerer, at hele vores økosystem kollapser, hvis vi ikke formår at leve i bæredygtigt, men fortsætter den ukontrollerede overudnyttelse af klodens ressourcer. For 20-30 år siden ville folk kalde det dommedagsretorik. I dag er få i tvivl. Men vi vidste allerede før Murens fald, at den form for globalisering og ukontrolleret markedsøkonomi ikke var bæredygtig. Det fortalte Gro Harlem Brundtland os, da hun allerede i 1987 præsenterede sin FN-rapport: Vores vækstideal var ikke – og er ikke – i harmoni med vores klode.
I dag er det tydeligt, at mange virksomheder og kapitalejere blev rige på at udnytte vores klodes ressourcer uden at betale for det svineri, de har efterladt. Hvad er det for et frihedsideal, der skaber den slags? Det betyder ikke, at markedsmekanismerne ikke kan bruges i en bæredygtig verden, men politikerne må regulere spillets regler.
Ingen entydig succes
Vi kan ikke se tilbage på de sidste 30 år med liberalisme og sige, at det bare var en entydig succes. Verden står i dag over for enorme udfordringer, der kræver mere regulering og en mere aktiv og internationalt samarbejdende stat.
Vi har brug for et nyt frihedsideal. Det handler om mere end omfordeling af gymnasieelever og nedrivning af boligblokke, som det blev eksemplificeret af indenrigsministeren. Vejer vi politikken på frihedens vægt, skal den være bæredygtig, fordele vores velstanden bedre og give mennesker flere muligheder. Frihed betyder ikke kun fravær af urimelig tvang over for de få privilegerede, men også reelle handlemuligheder for de mange mindre privilegerede. Og frem for alt, at fælles ressourcer beskyttes og bevares, så også fremtidige generationer kan leve i frihed og forfølge deres drømme.
Det er egentlig skræmmende, at den borgerlige 89er-generation ikke har evnet at kigge indad, tage ansvar og konstatere, hvad det nyliberalistiske frihedsideal ikke lykkes med. Hvor de tog fejl. Og hvilke udfordringer det skabte.
Frihed for alle – også de kommende generationer – kan ikke ukritisk overlades til markedet og den usynlige hånd. Det kræver et aktivt folkestyre, ikke en svag stat. Og et demokrati, hvor det vigtigste er, hvad du stemmer, ikke hvad du køber og har råd til. Det er et frihedsideal, hvor hensyn til menneskets vilkår står over markedets. Et frihedsideal, der vil skabe en sundere klode og friere mennesker.
Murens fald skabte ikke neoliberalismen, men den skabte betingelserne for at ommøblere vores markedsøkonomi. Spillereglerne ændrede sig drastisk. Med coronaen står vi med et nyt vindue af muligheder for at tage et opgør med alt det dårlige, nyliberalismen førte med sig.
Bragt i Berlingske d. 4/8/2021
