Det begyndte ellers flot for regeringen med et indgreb mod private boligspekulanter som Blackstone, der opkøbte billige lejeboliger i Hovedstaden. Men her nogle år efter kan Socialdemokratiet på en god dag mest svinge sig op til at bygge flere almene boliger.
Selv hos den kongelige danske fagbevægelse er det svært at spore noget synderligt stort engagement i at få tøjlet boligmarkedets usynlige hammer.
Er fagbevægelsen på Arne eller Andreas’ side?
Det skyldes måske, at FH-arbejderen er blevet boligejer. Men hvor længe vil det vare ved? I Hovedstadsområdet og nogle steder i Østjylland er en ejerbolig lukket land for den unge kontorassistent og murersvend.
For 20 år siden kunne de ellers sagtens købe en ejerbolig på Amager. Det er meget svært i dag. Spørgsmålet er, hvor længe boligpolitikken bare kan fortsætte med at være til de nuværende ejeres suveræne fordel, og hvornår de røde partier disker op med boligpolitik, der også udjævner de store gevinster, der er ved at eje fast ejendom?
For fagbevægelsen rejser det selvfølgelig spørgsmålet: Er man på Arne eller Andreas’ side i boligpolitikken? Arne, der købte parcelhus på Vestegnen engang i 90’erne eller tidligere, mens Danmark endnu aldrig havde oplevet en boligboble, eller Andreas, der netop har fået sit svendebrev og ikke har chancen for at bide sig fast på boligmarkedet i hovedstadsområdet, fordi priserne er blevet så høje, at FH-arbejderen ikke kan følge med.
Hvor står fagbevægelsen i det dilemma? Chancen for at få del i boligfesten i hovedstadsområdet og Århus er størst, hvis du kan skrive civilingeniør, jurist eller læge på visitkortet. Det er endnu et argument i hatten for ikke at tage en faglært uddannelse.
Provinsen burde protestere
Det burde egentlig være ude i provinsen, at protesterne mod de vilde prisstigninger var størst. For selvom man også har fået højere priser i Varde og Middelfart, så er det altså langt fra de milliongevinster, der høstes på Frederiksberg og i Gentofte. Boligejerne er ikke bare en samlet masse med en fælles interesse, selvom det ofte fremstår sådan i den politiske debat om boligskatter og låneregler.
Hvorfor vil man i provinsen egentlig blive ved med at se på, at formuerne i hovedstaden bare får lov til at stige og stige? Det er københavnerne med fast ejendom, der har tjent kassen på boligskattestoppet. Fordelingspolitisk er det helt tosset. Se bare på udviklingen siden 2020: I Frederikshavn har parcelhusejerne i gennemsnit tabt 31.000 kr. siden starten af 2020, mens friværdien for parcelhusejerne på Frederiksberg i gennemsnit er steget med 3,6 mio. kr.
Så, hvor er de jyske protester over hovedstadens skattefri milliongevinster? Og hvornår slår stærke fagforeningsfolk i bordet og siger fra overfor en boligpolitik, der konsekvent favoriserer de rigeste danskere?
Hvis fagbevægelsen går op i ulighed, er kampen om boligmarkedet helt afgørende.
Brug for ny boligpolitisk offensiv
Spørger man boligøkonomerne, så skal vi bare bygge meget mere, så udbuddet svarer til efterspørgslen. Spørgsmålet er, om man alene gennem større udbud kan tøjle kræfterne på boligmarkedet? Jeg tvivler.
Lad mig tage et eksempel fra virkeligheden. Fra 2010-2019 er der opført 32.000 boliger i København og omegn. Halvdelen af dem – 16.320 – er private lejeboliger, som sosu-assistenten ikke har råd til. Kun 4.545 er almene boliger. Og 8.500 er ejerboliger. Det er under 1.000 nye ejerboliger om året og ca. 500 almene boliger. Det kan langt fra møde efterspørgslen. Her i 2022 har vi stadig mangel på boliger.
Vi skal selvfølgelig bygge mere, men vi har ikke brug for, at halvdelen af alt nybyggeri er privat udlejning. Stil krav om, at 33 procent af alt nybyg skal være alment, ophæv udskydelsen af det almene boligbyggeri og hæv rammebeløbet og løbetiden på de almene boliglån, så det faktisk kan lade sig gøre at bygge alment i en tid, hvor priserne stiger.
Og ved siden af det almene byggeri, så skal der sættes gang i byggeriet af flere andels- og ejerboliger. Det nytter ikke noget, at der bare opføres dyre private udlejningsboliger.
Men politikerne skal også gøre noget ved efterspørgselssiden. Stigende inflation og højere renter vil nok lægge låg på prisudviklingen i den kommende tid. Men det vil ikke ændre strukturelt på den ulighedsmotor, som boligmarkedet er blevet.
For en socialdemokratisk regering kan det ikke være nok at forholde sig til, om der er en boligboble på vej eller ej. Målet må være at begrænse de ulighedsmekanismer, der er indbygget i boligmarkedet, når boligformuerne bliver så skævt fordelt. Det bør være en politisk ambition, at priserne ikke stiger mere end den generelle løn- og prisudvikling.
Det kan blive svært, for de store byer er en magnet. Alligevel skal man blive ved med at gøre forsøget f.eks. ved at stramme op på lånereglerne og hæve den meget lave ejendomsværdibeskatning. Det vil alt andet lige dæmpe prisudviklingen. Og samtidigt begrænse stigningen i de store skattefri boligformuer.
Det er og bliver umuligt at bremse uligheden uden at svinge hammeren over boligmarkedet. Spørgsmålet er, om det langt om længe er blevet Andreas’ tur?
