Indlægget blev bragt på Altinget.dk den 18. februar 2016
Mange af de forslag, der er på bordet til trepartsforhandlingerne, rummer de rigtige elementer. For det første skal vi have flygtninge hurtigt ud på arbejdsmarkedet. For det andet skal vi se flygtninge som ressourcer.
Men vi må også erkende, at ikke alle flygtninge er klar til at træde ind på det danske arbejdsmarked på normale vilkår. De fleste flygtninge står i en situation, hvor de i første omgang kun kan træde ind på arbejdsmarkedet som en form for lærlinge.
Nogle skal måske lære et fag. For andre vil det være sprog og organisering, der er afgørende. De fleste flygtninge vil skulle tilpasse sig det danske arbejdsmarked, der er kendetegnet ved, at medarbejdere samarbejder, deltager i udvikling og har et stort ansvar. Den danske virksomhedskultur er altså også en helt central kompetence, der skal læres.
Derfor vil de fleste flygtninge i bred forstand være en form for lærlinge de første år, de er på det danske arbejdsmarked – også dem med længere uddannelser. I en periode vil omkostningerne til dem derfor formentlig også overstige det, de bidrager med af værdi på den enkelte arbejdsplads.
En udgift, der betaler sig
De omkostninger må vi forstå. Det kan være, de ikke kan dækkes af løntilskud eller lærlingeløn alene. Virksomhederne skal bruge deres egne gode folk til at lære en eventuel flygtning op. Og det vil betyde et tab i form af den værdi, som de medarbejdere ellers kunne have produceret for.
For selvom vi kalder det sidemandsoplæring, er der stadig store omkostninger forbundet med at oplære fagligt, organisatorisk og kulturelt. Kernen i sidemandsoplæring er jo netop, at man taler sammen, man viser, hvad man gør, og man understøtter den, der oplæres. Den tid, det tager, går fra det, der bruges på ens egne opgaver – og det skal den, for at lærlingen lærer noget, der rykker.
Så skal vi lykkes med at skabe reelle lærepladser, især i de mange tusinde små og mellemstore virksomheder, hvor flygtninge kan lære noget af værdi. – Så skal vi nok sikre den rigtige kompensation og sæt af incitamenter til de virksomheder, som tager flygtninge i lære.
Det vil koste. Men det er udgift, der godt kan betale sig.
En flygtning, der ikke integreres ordentligt på det danske arbejdsmarked, menes at koste det offentlige ca. 235.000 kroner om året i mange år frem. Så selv hvis virksomhederne skal tilbydes en kompensation ud over løntilskuddet, vil det være godt samfundsmæssigt købmandsskab.
Glem ikke de langtidsledige
Men det er ikke kun nytilkomne flygtninge, der står i en situation, hvor de har brug for en læretid på en arbejdsplads. Det gør mange danske langtidsledige også. Folk der har været væk fra arbejdsmarkedet i så lang tid, at deres kompetencer er forældede. De har brug for nøjagtig den samme hjælp som flygtninge for at komme tilbage i fast arbejde.
Derfor skal en eventuel ny tilskudsordning til lærlingejob til flygtninge – som i øvrigt nok skal laves på forsøgsbasis over en begrænset periode i første omgang – også gælde for danskere, der har været arbejdsløse i en længere periode, eksempelvis tre år, eller som har et konkret behov for at få løftet deres kompetencer, så de bliver faglærte.
Det vil også sikre, at vi både tager hånd om flygtningesituationen i forhold til arbejdsmarkedet og de udfordringer, som mange arbejdsløse allerede kæmper med. Og det vil gøre, at vi ikke får et ”os og dem”, hvor danske lønmodtagere og ledige oplever, at indsatsen over for flygtningene sker på bekostning af dem.
Flygtninge må ikke være lønpressere. Det vil ske, hvis de skal integreres på såkaldt indslusningsløn. Og de vil i øvrigt hænge fast i de nye lavtlønsjob, fordi der ikke er nogen garanti for, at deres kompetencer løftes, mens de arbejder.
En lærlingesatsning, der også inkluderer forskellige grupper af danske lønmodtagere, vil både sikre ordentlige vilkår og bygge på kompetenceopbygning.
