fbpx

Biden gør op med 40 års forskruet reaganisme og neoliberalisme. Nu skal venstrefløjen gribe chancen.

 

Af Alexander Grandt Petersen, videdirektør i Cevea, og Frederik Vad Nielsen, Forbundsformand for DSU

Med løftet om en global bund under selskabsskatten, en finanslov, der leverer historiske investeringer i klima, infrastruktur og uddannelse, en fornyet kamp mod den stigende ulighed og genindtrædelse i Paris-aftalen er USA langt om længe tilbage på den internationale scene.

Denne gang med en dagsorden, der kan sætte et punktum for den neoliberale tidsalder. Hvem havde troede, at det skulle komme fra Det Hvide Hus?

Der var ikke megen begejstring at spore, da den 78-årige Joe Biden løb med præsidentkandidaturet hos demokraterne. Trods lettelse over at det er lykkedes at sætte en stopper for Trumps fire vanvittige år i Det Hvide Hus, havde de færreste venstreorienterede store forhåbninger til, at en gammel hvid mand som Biden for alvor ville lave de store samfundsforandringer, som de fleste progressive har hungret efter.

LIDT OVER 100 dage inde i Bidens præsidentskab er der nu pludselig en helt anden optimisme at spore. Siden Bidens indsættelse har den amerikanske regering præsenteret politik, som de færreste hos centrum-venstre har turdet drømme om – og med en retorik, der har potentialet til at ændre globaliseringens spilleregler.

I snart 40 år har den globale økonomiske orden været lig med deregulering af markedet, lavere skatter, færre sociale investeringer og mere privatisering. Mindre stat, mere marked. Nu taler den amerikanske regering om at hæve selskabsskatterne og mindstelønnen. Løfte det amerikanske uddannelsessystem og investere i veje og jernbaner, digital infrastruktur, grøn energi og bæredygtig omstilling.

Det er en økonomisk doktrin, der på mange måder giver staten og fællesskabet en helt anden og bærende rolle i økonomien.

FORLEDEN UDTALTE Janet Yellen, USA’s nye finansminister, i en tale forud for forårsmødet i Den Internationale Valutafond (IMF), at »den vigtigste forskel i dag er en grundlæggende anerkendelse af, at vores politikker i ind- og udland skal være designet til at være inkluderende, takle ulighed og respektere vores miljø.«

I samme tale sagde hun, at »mens vi omfavnede handel som drivkraft for vækst, forsømte vi dem, der ikke havde gavn af den.«

Den tale rummer en grundlæggende anerkendelse af, at de absolut største udfordringer, som vores lande står overfor, kun kan løses i fællesskab og ikke kan overlades til markedskræfterne alene. Det er en kritik af de sidste 40 års globale økonomiske orden, der har skabt stigende ulighed, rovdrift på klodens ressourcer, økonomisk utryghed og voksende national populisme.

Vi har konkurreret på lavere skatter, lavere lønninger, færre omkostninger. Ikke på hvem der var klogest og dygtigst. Havde den bedste infrastruktur. Det bedste håndværk. Den største innovationskraft. Globaliseringen har på alle tænkelige måder været båret af et ræs mod bunden – både for mennesker og natur.

STORE INSTITUTIONELLE fortalere for den neoliberalistiske markedsøkonomi har efterhånden anerkendt, at der er brug for en anden social kontrakt for at sikre en velfungerende markedsøkonomi. Den vestlige samarbejdsorganisation OECD og IMF har begge ulighed og bæredygtighed højt på dagsordenen. I den britiske avis The Financial Times kan man læse, at den hårde sparepolitik fra finanskrisen var en fejltagelse, og at staterne sagtens kan spille en større rolle i økonomien.Alt det, som liberalismen lovede efter Berlinmurens fald, har vist sig ikke at holde stik.

Det efterlader venstreorienterede demokrater i USA og socialdemokrater og socialister i Europa med en gylden chance for at sætte reglerne for en ny økonomisk verdensorden.

Men det kræver, at vi andre griber de bolde, som Biden nu kaster op i luften. Coronakrisen har forsinket og minimeret den grundlæggende debat om globaliseringens skyggesider herhjemme og i Europa. Der er ingen tvivl om, at fællesskabet har vist sit værd gennem coronakrisen, men uligheden er samtidig vokset.

NU HVOR vaccinerne ruller ind over Europa og Danmark, er det tid for regeringen til at samle tråden op fra Biden. Multinationale giganter skal bidrage til vores økonomi. Det kræver bund under selskabsskatten og kamp mod skattely. Ingen er tjent med det ræs mod bunden, der foregår nu, fordi det udsulter vores velfærdssamfund. Mere i verden skal produceres tættere på forbrugerne. De globale forsyningskæder skal udlede langt mindre CO2, og vi skal producere varer af højere kvalitet og med længere holdbarhed.

Der skal igen investeres i arbejder- og middelklassen i Danmark. Ligesom Biden sætter lønmodtagerrettigheder højere på dagsordenen, skal den socialdemokratiske regering herhjemme fremtidssikre den danske model.

Vi er langt bedre stillet end USA og andre lande, men udhulede dagpenge og faldende organisering er en tikkende bombe under fremtidens arbejdsmarked. Også her kan vi lade os inspirere af retningen for den nye regering i verdens største frie land.

TÆNK , at en såkaldt gammel, hvid establishmentpolitiker kan gå hen og blive et progressivt fyrtårn for venstreorienterede over hele kloden. Biden har brugt de første 100 dage på at bevise, at fordelingspolitikken stadig lever i USA. At nye sociale fremskridt for arbejder- og middelklassen ikke hører historiebøgerne til, men stadig lever i det 21. århundrede. I Europa skal vi vise europæerne, at det ikke kun er i USA, at neoliberalismen er forbi. På samme måde som Ronald Reagan blev den drivende politiske kraft mod den neoliberale markedsøkonomi, så kan Joe Biden blive den drivende kraft for en ny social markedsøkonomi, hvor vores fælles forpligtelse over for hinanden og kloden spiller den væsentligste rolle.

Bragt i Politiken, 10.05.21

FORFATTER(E)

Alexander Grandt Petersen
41400033

DEL INDLÆG: