Mange på centrum-venstre-fløjen har udråbt folketingsvalget i 2019 til et klimavalg, hvor danskerne krævede klimaomstilling nu. Og ja, det er rigtigt, at klimaet var et af de varmeste politiske emner i valgkampen, men en ny analyse fra Tænketanken Cevea viser, at folketingsvalget formentlig både var et klimavalg og et velfærdsvalg. Befolkningen er nemlig splittet. Den ene halvdel foretrækker klimaomstilling frem for offentlig velfærd, mens den anden halvdel foretrækker offentlig velfærd frem for klimaomstilling.
I en måling gennemført af Megafon i oktober har vi spurgt danskerne, hvordan de prioriterer klimaomstillingen i forhold til den offentlige velfærd – børnepasning, skoler, sundhed, ældreforsorg m.v. Respondenterne er blevet stillet over for et dilemma, hvor to hypotetiske personer, A og B, udtrykker to konkurrerende synspunkter, som respondenterne skal tage stilling til. Den ene favoriserer klima på bekostning af den offentlige velfærd, den anden velfærd på bekostning af klimaindsatsen.
46 pct. er mest enig med A, der mener, at »politikerne skal gøre mere for at løse klimaudfordringerne, også selv om det går ud over den offentlige velfærd«, mens 50 pct. er mest enige med B, der mener, at »politikerne skal gøre mere for at sikre den offentlige velfærd, også selv om det går ud over klimaindsatsen«. Det handler et stykke hen ad vejen om to meget forskellige samfundsgrupper, der står over for hinanden.
To ud af tre ufaglærte og faglærte (63 pct.) prioriterer velfærd over klima, mens to ud af tre akademikere (65 pct.) prioriterer klima over velfærd. Megafon-undersøgelsen viser også, at et flertal i København er mest til klima, mens et flertal i landkommunerne er mest til velfærd.
Og så er der en generationsforskel. De 18-39-årige prioriterer klimaet højest, mens de 40+-årige prioriterer velfærden højest.
Sat på spidsen er den yngre københavnske gymnasielærer til klimaomstilling, mens den midaldrende og ældre betonarbejder i Struer mest er til et løft i den offentlige velfærd.
Splittelsen mellem de to grupper skærer lige ned igennem centrum-venstre mellem socialdemokratiske vælgere på den ene side og støttepartiernes (de radikale, EL og SF) vælgere på den anden. Det er centrum-venstre nødt til at se i øjnene. Og handle efter.
Det vil være fatalt at slække på klimaambitionerne. Men hvis man kører frem uden blik for den sociale balance og den offentlige velfærd, er der stor risiko for, at man taber den folkelige opbakning på gulvet. Hvis ikke håndværkere, sosu-assistenter og chauffører kan se sig selv i klimaomstillingen, så vil de vende den ryggen, som vi har set det i blandt andet Frankrig med De Gule Veste.
Klimadebatten kan trigge de samme modsætninger mellem samfundsgrupper som udlændingedebatten, og det er ikke længere siden end forrige folketingsvalg, at ’det gule Danmark’ i stort omfang gik til Dansk Folkeparti.
For at blive i farvemetaforen skal partierne til venstre formulere et projekt, hvor det grønne og det røde hænger sammen, hvis man vil undgå et gult oprør. Kort fortalt skal klimaomstillingen være socialt retfærdig og følges op af et løft til den offentlige velfærd.
For det første skal klimaomstillingen være socialt retfærdig.
Det handler om, hvem der skal betale for den grønne omstilling, og om, hvem der skal høste gevinsterne. Om investeringer i jobs og uddannelse, så vi kommer frygten for arbejdsløshed i møde. Og om en mere retfærdig fordeling af den velstand, vi skaber sammen. Og om grønne afgifter, der ikke vender den tunge ende nedad.
Siden finanskrisen og igen under coronakrisen har vi oplevet en stigende økonomisk utryghed især blandt ufaglærte og kortuddannede. Hver tredje ledige under coronakrisen mistede også jobbet under finanskrisen. Siden 2002 har de rigeste 10 procent fået en realindkomstfremgang på 46 procent. Kriser og store samfundsomstillinger rammer ofte de kortuddannede og lavestlønnede hårdest. Det må ikke ske med den grønne omstilling. Derfor er det helt afgørende, at klimaomstillingen opleves som socialt retfærdig.
Her skal nødvendige CO2-afgifter kombineres med en ambition om at føre provenuet tilbage til lavindkomstgrupper for at sikre den sociale balance, og i takt med at de store skatteindtægter fra olie og forurening ebber ud, skal skatterne i toppen på arv, spekulation og formue stige.
For det andet skal en socialt retfærdig klimaomstilling suppleres med et løft i den offentlige velfærd.
I årene efter finanskrisen fandt der en markant opbremsning sted i de offentlige udgifter per borger, og det har skabt en situation, hvor mange danskere oplever en svækket offentlig velfærd i forhold til daginstitutioner, folkeskoler, sundhed, ældreforsorg m.v. Det er på tide med en genopretning.
Heldigvis er klimaomstilling og løft til den offentlige velfærd ikke hinandens modsætninger. Et øget offentligt forbrug via flere pædagoger, skolelærere og sosu-assistenter sætter et betydeligt mindre CO2-aftryk end flere biler, flyrejser og elektronik.
Og så har vi råd til både klimaomstilling og bedre velfærd. Her skal centrum-venstre være garanten for, at vi – trods de store investeringer i grøn omstilling – også har penge til flere børn og ældre og til at udvikle vores velfærdssamfund yderligere.
Det vil kræve et opgør med den alt for stramme budgetlov.
Centrum-venstre må ikke falde for fristelsen til at vælge enten klimaomstilling eller velfærdsløft. De to målsætninger er hinandens forudsætninger.
Hvis ikke centrum-venstres kurs er både grøn og rød, risikerer man at tabe den brede folkelige opbakning og dermed hele projektet på gulvet.
