Indlægget blev bragt på Altinget.dk den 21. december 2015
Måske ku’ vi, måske ku’ vi. Det er indledningen på omkvædet til en gammel sang af Sebastian. Omkvædet fortsætter: “finde noget at bruge hinanden til”. Og spørgsmålet er stadig relevant, især i forhold til vores velfærdssamfund: Kan vi overhovedet bruge hinanden til noget?
Det tror jeg faktisk godt, vi kan. Se bare på alt det, vi udretter i vores fritid, i vores civile liv. Sidste uge kom en ganske opløftende rapport om det frivillige arbejde i Danmark baseret på tal fra 2014. Af den fremgår det, at 42 % af danskerne arbejder som frivillige. Tilsammen lægger vi en million frivillige timer om dagen eller 365 millioner frivillige timer om året.
Civile handlinger og næstekærlighed
Mere end halvdelen af de, som ikke var frivillige i 2014, havde været det tidligere. Så faktisk er det næsten 3/4 af danskerne, der er eller har været frivillige. Og det er kun hver tiende dansker, som aldrig har været frivillig. Sagt på en anden måde: 90 % af os ser det frivillige arbejde som en givende og naturlig del af at være et menneske i dagens samfund.
Og alle slags danskere deltager i det frivillige arbejde. Mænd og kvinder deltager på nogenlunde lige fod. Dagpengemodtagere er en lige så stor del af det frivillige arbejde som danskere i arbejde. Også kontanthjælpsmodtagere er at finde i det frivillige arbejde.
At gøre noget for andre i fællesskab synes at være noget, der samler danskere, uanset køn og arbejdssituation. Vi bliver alle beriget af at udrette noget og dyrke vores interesser.
Det luner i en juletid at se, at vores civile handlinger faktisk bæger præg af buddet om næstekærlighed – som jo var det simple budskab, som Guds søn blev sat på jorden for at videregive til menneskeheden.
Plads til alle
Foreningsdanmark og det frivillige Danmark rummer altså uanede ressourcer. Disse ressourcer er gået tabt i konkurrencestaten og nødvendighedens politik. Med udgangspunkt i økonomernes enøjede modeller ekskluderer vi stadig flere, hvilket gør os fattige.
Foreningsdanmark er derimod et sted, hvor der er plads. Et sted, hvor alle kan finde accept og kan blive bekræftet i, at de har en værdi.
I diverse klubber er der plads til skæve eksistenser. Der er plads til “Hal-Finn”, som passer kantinen i hallen, selvom han ikke passer ind så mange andre steder. Men i klubben er han respekteret, og han er med til at få det hele til at løbe rundt. Og det er præcis det, Foreningsdanmark kan i dag. Det er et samlingspunkt, hvor alle bliver respekteret og kan bidrage med noget og dermed have glæden ved at gøre og give.
Derfor er det lykkeligt, at så mange bruger organisationer og foreninger, at så mange frivilligt lægger kræfter i disse. Ikke mindst er det dejligt, at 3/4 af landets kommuner har øget samarbejdet med det frivillige Danmark, og at 72 % inddrager frivillige i kommunens egne aktiviteter.
Når det lokale offentlige og civile samspil bliver større, er der nemlig gode muligheder for at såvel det offentlige som virksomhederne kan lære noget af foreningerne. De kan lære, hvordan man inkluderer mennesker frem for at ekskludere dem og heraf genfinde værdien af mangfoldighed.
Behov for en inkluderende logik
Og det har vi brug for, hvis vi skal komme den ekskluderende logik, der hersker i nødvendighedens teknokratstyrede politik, til livs. Den skal erstattes af den inkluderende logik. Det ved alle større, internationale økonomiske og politiske organisationer. Alle peger på, at inklusion er afgørende for vækst og bæredygtighed.
Så Sebastians gamle traver “Måske ku’ vi” har fået nyt liv. Den har fået liv fra vores civile færden, hvor vi har fundet noget at bruge hinanden til – nemlig at skabe rum for at alle fra alle samfundslag kan få glæden ved at dele og være, og for at kunne bidrage og blive respekteret og accepteret for det, man er.
