Indlægget blev bragt i Politiken den 10. juni 2017
DR skal beskæres dramatisk, og DR må ikke tilbyde gratis journalistik på nettet. Det første vil være tåbeligt, det andet absurd. Men det er den nuværende dagsorden sat med et dygtigt lobbyarbejde fra de gamle klemte printmedier, og projektet er grebet af forvoksede liberalistisk ungdomsoprørere, der desperat leder efter bare et eller andet offentligt, de kan rive et ben af. Det er faretruende tæt på at lykkes. For DR’s kalkulerede medieteknokrati har bragt DR derhen, hvor institutionen ikke har nogen venner tilbage.
Dansk politik har i bund og grund i mindst et par hundrede år handlet om den danske sprogstammes overlevelse.
Danmark er bare et lillebitte land; fladt som en pandekage og militært aldeles uforsvarligt. Vi har et utilstrækkeligt hjemmemarked, og vi ønsker derfor at være åbne for den verden, vi også vil have er åben for os og vores frembringelser.
Når det er Danmarks grundvilkår, er en stærk kulturpolitik den eneste forsvarspolitik, der giver mening. I den kulturpolitik er public service det absolut vigtigste og DR fuldstændig afgørende. Uden public service var vores kulturpolitik en raritet uden reel berøring med andet end et undervældende fåtal.
At DR distribuerer journalistik om samfundet på det internet, danskerne i stigende grad vil få deres nyheder fra, er selvfølgelig en nødvendighed. Stort set alle demokratiets oprindelige teoretikere fra Aristoteles til Rousseau forestillede sig demokrati realiseret i en bystat; fordi det var indlysende, at man havde brug for en fælles samtale for at kunne træffe fælles beslutninger. Store stater blev muliggjort af trykkekunsten, af aviserne – massemediet. Kvaliteten af vores fælles styre afhænger af kvaliteten i vores fælles samtale – i mediekvaliteten.
Efter at internettet har torpederet den økonomi, der lå under aviserne, har vi mere end nogensinde brug for en fælles mediepolitik. Public service og mediestøtte er altså både demokratistøtte og eneste overlevelsesstrategi for Danmark som et velfungerende fællesskab med en dansk identitet.
Hvis den danske overlevelses-og demokratipolitik skal give mening, skal den være stor og tilgængelig for alle danskere.
Det betyder blandt andet, at public service skal rykke på nettet, i takt med at danskernes medievaner rykker samme sted hen. Men huset DR har ikke magtet at skabe et eget bud på fremtidens public service og er blevet det gamle syge dyr, konkurrenterne let har kunnet skille fra flokken. Det er lettere at få DR ned med nakken end at bide skeer med Google og Facebook, der reelt er dem, der har taget annoncekronerne fra aviserne.
Seerkurverne begynder at ligne avisernes oplagskurver. De nye generationer har taget et afgørende skridt væk fra flow-tv. I 2011 så yngre danskere fjernsyn i mere end tre timer om dagen, i dag er det godt halvanden time. Derfor går det ikke at holde fast i, at fremtidens public service skabes på flowkanaler som DR 1 og DR 2; der skal skabes en public service-identitet på nettet. Derfor må vi revidere vores public service-politik.
DR HAR DEFINERET sin succes ud fra monopoltidens dominerende stilling, og man har for enhver pris ønsket at vedblive at være størst – og alt for ofte kun sekundært fokuseret på at være bedst. DR har derfor bredt sig over mange kanaler og stationer og er på den måde endt i samme produktionslogik som de private medier; med at producere så meget opmærksomhed som muligt for så få penge som muligt, fordi man har villet lave alt for meget.
I realiteten er DR’s berettigelse i et marked mættet af støjende og billige tabloide medieprodukter at være det uomgængelige kvalitative overbud. Det har DR ikke i tilstrækkelig grad magtet. Måske en naturlig konsekvens af, at man tilsyneladende over flere ledelser mistede den faglige tyngde i toppen af organisationen til fordel for journalistisk/kulturelt ubemærkelsesværdige medieadministratorer.
Men selv om det ser ud, som om kundskabens træ visnede oppefra i DR, er der al mulig grund til at slå en beskyttende ring om DR for alle, der vil det danske samfund det godt. Der er brug for et stærkt DR, for bundlinjen er den, at vi ikke kan have mindre ambitioner om at fastholde en betydelig kulturel og journalistisk produktion på dansk, der er tilgængelig for alle danskere.
Ser man på den nyere danmarkshistorie, må man konstatere, at uanset om udfordringen var de tyske folks fremmarch mod Østersøen, russisk imperialisme eller at varetage vores egenart i globaliseringens malstrøm, går overlevelsen af den danske egenart forud for alt andet i dansk politik. Vores kulturelle identitet hviler på de ting, vi skaber på vores eget sprog. Og vores politiske kultur hviler på, at vi har en fælles samtale om vores udfordringer og værdier. Denne samtale baserer sig på en stor og tilgængelig journalistisk produktion, der ikke ekskluderer nogen.
Så når de private medier vil begrænse DR på nettet, må man bide tænderne sammen i Folketinget og afvise den absurditet.
Selvfølgelig skal DR ikke begrænses på nettet. Det vil kun være i den kortsigtede interesse for nogle tilfældige virksomheder, der når færre og færre danskere med deres gammeldags printprodukter og tilmed i stigende grad gør deres statsstøttede journalistik utilgængelig bag betalingsmure. At imødekomme de private mediers interesser her vil være en total misforståelse af den danske stats og det danske demokratis interesse.
Som er at sikre let adgang til journalistik om samfundet og en vital og tilgængelig kulturel produktion.
VI ER NØDT til at lave en ny public servicestrategi, og vi er nødt til at skabe et økonomisk fundament under den journalistik, vi har brug for. Når markedet ikke gør det, må fællesskabet tage vare på sig selv. I den forbindelse skal man anlægge den betragtning, at der har været en stor teknologisk udvikling, der har gjort meget medieproduktion billigere. Den dividende har man i DR beholdt og har brugt pengene til at udvide sine aktiviteter. Det vil være rimeligt at overføre nogle af de penge, teknologi har frigjort i DR, til at kompensere for de steder i medieverdenen, hvor teknologi har ødelagt produktionen; altså avisernes journalistik. Avishusene laver for færre penge i dag både print-og netmedier. Og der er ingen grund til, at DR har så mange kanaler og i øvrigt udkonkurrerer kulturpolitisk set uvigtige medier med uambitiøs underholdning, der fint kunne leve på private kanaler. Ideen om, at alt, hvad DR beslutter sig for at sende, i princippet er public service, er ved at vise sig ødelæggende for public service i det lange løb.
Helt grundlæggende skal vores public service-strategi gendesignes til at skabe et stort, tilgængeligt og diversificeret udbud af journalistik, film, billeder og lyd til alle danskere igennem det internet, der vil blive den helt centrale distributionsteknologi.
Som økonomien i medieverdenen ser ud i dag, vil det kræve, at staten beskytter sit fællesskab og spiller en større rolle, for markedet leverer i sig selv mindre. Mindre licens er slet ikke en mulighed – men den skal omfordeles og geninvesteres, især så DR, som vi får endnu mere brug for, kan få en ny tyngde.
Der er ikke nogen af de private aktører, der vil kunne levere et kvalitativt overbud til et dygtigt DR på billede og lyd. Mister man en kulturinstitution som DR til at drive public service, kunne man i realiteten lige så godt opgive at have public service. Ideen, der trives i visse kredse, om, at man kan løfte public service-opgaven ved at indkøbe underholdningsprodukter stykvis fra en lang række mindre producenter, svarer til at indkøbe en række balletter og operaer fra snoldede småorkestre og obskure kompagnier i stedet for at have et Kongeligt Teater med kunstnerisk ledelse, orkester og trup til at lave den slags. Det vil stensikkert føre til et enormt kvalitetstab, og man vil lige så sikkert få væsentligt mindre for pengene.
Man kunne anlægge den betragtning, at DR som minimum har sparet (mindst) 10 procent af sine produktionsomkostninger over de sidste årtier. Således kunne man overføre 10 procent af DR’s budget (et beløb i omegnen af 370 mio. kr.) fra hovedsageligt DR, men også med bidrag fra TV 2′ s regioner, til at støtte journalistik og medieproduktion på nettet fra andre aktører. Det kan være både til nye medier, og det kan være til at understøtte den journalistik på nettet, som de gamle bladhuse ikke kan skabe en forretning under, efter mange års forsøg. Den samlede mediestøtte er på 400 mio. kr. – hvis man signalerer en vilje til at fordoble den støtte med licensmidler, er det også klart, at danskerne skal have noget til gengæld: fri adgang til indholdet på avisernes sider.
Det vil til gengæld forny licensens kontrakt med danskerne: Licensen vil gå fra at være et abonnement på DR (og TV 2′ s regioner) til at blive et abonnement på en større, klogere, dybere – og smukkere – dansk samtale gjort mulig af mange mediehuse.
Det kunne være fundamentet for en mediepolitik til internetalderen: licensen som hver eneste danskers personlige abonnement på internetdistribueret journalistisk og kulturel medieproduktion – fra et stort DR og fra de mange journalistiske medier, der (i forvejen) får statsstøtte.
Når de private medier vil begrænse DR på nettet, må man bide tænderne sammen i Folketinget og afvise den absurditet.
