Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 3. oktober 2017
Hey, kollega? Ja, dig! Dig, som tømmer skraldespandene for andre, reparerer og bygger op; bader en andens mormor og hjælper nogens oldefar. Dig, som arbejder med rengøring, service og håndværk. Dig, der opdrager og underviser vores børn. Får du også sved på panden og nervøse jobsikkerheds-trækninger, hvis nogen beder dig om at tage del i den offentlige debat og fortælle om dit syn på arbejdsmarkedet eller det danske samfund? Eller tænker du, at det med at ytre sig om samfundsforhold kun er for eksperter og folk inden for universitetsmurene?
Måske tror du, kære kollega, at dine ord og dit perspektiv ikke betyder noget. Men det gør det. For det er i den offentlige debat, rammerne sættes for, hvor vi som samfund bevæger os hen. Det er i den offentlige debat, dagsordner, som har indflydelse på din og min hverdag, sættes og forhandles. I den debat har vi brug for mere end forskernes viden og kommentatorernes holdninger: vi har brug for praksiserfaringer og -indsigt fra os med fingrene i materien. Derfor er det på tide, at vi sætter os for at fatte modet, gribe pennen og tage ordet. Hvis ikke vi gør det, så er der bare nogle andre, der gør det.
Vi står over for et heftigt politisk efterår med skattereform, finanslovsforhandlinger og et kommunalvalg, der har fået kommentatorer, meningsdannere og politikere til at fylde skuffen med veltilrettede holdninger. Vi frygter, at debatten i efteråret kommer til at ligne det, vi dagligt er vidne til: En grundlæggende, skævvredet offentlig debat, hvor dem med fingrene i materien har mindre taletid end dem med tunge titler og politisk magt. En debat, hvor udtalelser fra folk med lange uddannelser fylder langt mere end udtalelser fra folk med korte, mellemlange eller ingen uddannelse. En debat, hvor flere mænd end kvinder sidder på ordet.
Tidligere i år lavede Tænketanken Cevea en undersøgelse blandt de landsdækkende dagblade, der viste, at selvom danskere med erhvervsrettet eller ufaglært baggrund udgør hele 56 pct. af befolkningen, så står de kun for 6-8 pct. af det trykte debatstof i aviserne. Til sammenligning står de blot 11 pct. akademikere og journalister i den danske befolkning for hele 73 pct. af det længere debatstof i de trykte aviser.
Omend avisernes debatspalter ikke udgør hele billedet på den offentlige debat, som i den grad også har bevæget sig ud på de sociale medier, så tegner den et billede af en redigeret, selekteret og kvalitetstjekket debat, der i dag har fået en genoplivning i den evige strøm af holdninger. Det betyder, at vi, og ikke mindst beslutningstagerne, kommer til at mangle perspektiver i den fælles samtale. Som samfund får vi blinde pletter, der kan stå i vejen for at udvikle vores samfund. Det, mener vi, der skal laves om på. Det skal være et ønske og medføre aktiv handling fra politisk, uddannelsesmæssig, medie- og fagforeningsside at få flere med.
Men det er ikke nok. Kære kolleger landet over, vi bliver nødt til at fatte modet, gribe pennen og tage ordet. Også selvom det kan virke som usikker grund at begive sig ud på. Det ved vi, som pædagog, gadefejer og uddannelseschef, der har beskæftiget os indgående med problematikken de senere år: Enten synes man slet ikke, at det at tage del i den offentlige debat er en mulighed eller for den sags skyld nødvendigt. Eller også ved man slet ikke, hvor man skal starte, hvis man skulle have lyst. Men ofte er der også tre andre forhold, der står i vejen for, at fagfolk som os blander sig i debatten:
1) Frygten: Selvom vi i Danmark bryster os af ytringsfrihed, oplever mange, at det er farligt at ytre sig: Det kan betyde sure opstød fra de mennesker, vi er tæt på. Det kan medføre skældsord og nedladende tilbagemeldinger fra folk, man end ikke kender. Og så kan det gøre chefen sur. Skidesur.
I 2016 lavede FTF en undersøgelse blandt sine medlemmer, der viste, at hele 60 pct. frygtede negative konsekvenser af at ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen. Heraf frygtede 47 pct. for deres ansættelse. Det var en stigning på 10 pct. siden 2010.
Ytringsfrihed blandt ansatte er en dagsorden, den danske fagbevægelse har løftet op til flere gange. Men én ting er det formelle fokus på ytringsfrihed og fleres deltagelse i den offentlige debat. Noget andet er at få greb om den frygt, der i praksis har installeret sig i ansatte landet over og afholder folk fra at tage ordet. En frygt, som sociologen og forskeren Rasmus Willig har påpeget gennem en årrække, og som har betydet en udbredt selvcensur – godt hjulpet på vej af afvæbnende oneliners, ulovlige mundkurve og kammeratlige samtaler fra ledere.
2) Håbet: Uanset om det er praktikere, ledere eller organisationsfolk, så har de fleste fagfolk efterhånden oplevet så mange runder med nedskæringer, effektiviseringer, omstruktureringer og proforma-inddragelse, at de er gennemsyret af en følelse af, ”at det ikke nytter noget”. I 2016 foretog Dansk Sygeplejeråd en undersøgelse af sygeplejerskers ytringsfrihed. Her var hele 49 pct. enige i udsagnet, at “med de nuværende rammer i sundhedsvæsenet er det alligevel ikke muligt at forbedre de uholdbare forhold”.
En sådan følelse af manglende håb er en hindring for aktiv deltagelse. Og hvad værre er: Den sætter sig i folk som et ønske om at komme væk fra det, de laver: Sygeplejersker, der ikke vil være sygeplejersker længere. Pædagoger, der ikke vil være pædagoger længere. Elektrikere, der ikke vil være elektrikere mere.
3) Den faglige selvtillid: En tredje barriere for mange af vores kolleger er manglende tro på værdien af egne erfaringer og indsigter. Vi tør vove at påstå, at 9 af 10 har den samme forståelse af, hvad der udgør en ekspert: Ekspertise er noget man får ved at være væk fra praksis; væk fra hverdagen. Ved at kigge på den fra afstand. Som forsker, kommentator eller bag et kommunalt eller ministerielt skrivebord.
Vi har i Danmark opbygget et usundt hierarki af viden, hvor praksisviden har placeret sig i de nederste lag. Dét har efter mange år desværre plantet sig helt ind i vores inderste: Den faglige selvtillid. Vi har ladet det blive en del af os selv, og det betyder reelt, at vores ekspertise sjældent bliver bragt til bordet.
Vi, Rikke, Rasmus og Kristian, har gennem flere år hørt forbeholdene for at ytre sig fra vores venner, bekendte, kolleger og familie: Mange holder igen med at kritisere eller tale åbent om forholdene på deres arbejde. Og de holder igen med idéer til nye forslag til, hvad der – set med en praktikers blik – skal til.
Vi har brug for praktikernes praksisviden og -erfaringer. Hvad end det er lærere med hands-on-indsigt i elevens udvikling og læring, socialrådgivere med viden om kampen ud af armod, politifolk med indgående erfaringer om forebyggelse eller sosu-assistenter med viden om, hvordan velfærdsteknologi fungerer for de ældre. Fagfolk, der har dyrket deres område og besidder bunker af viden, vi som samfund har brug for i den fælles pulje.
Derfor skal vi, kære kolleger, ranke ryggen.
Vi kan ikke vente på, at politikere og debatredaktører i aviserne ændrer tingene og begynder selv at efterspørge vores stemme. Det indebærer en risiko at ytre sig offentligt. Man kan frygte konsekvenserne, også selvom man ikke bryder sin tavshedspligt: vil en leder have en medarbejder ud af butikken, så behøver lederen bare vente på den næste nedskæring, hvor endnu en af os skal fyres. Og man risikerer at stå helt alene.
Men forestil dig, at vi alle sammen brugte vores ret til at ytre os. Hvis vi følte fællesskabets styrke som en medvind til at rette op på skævheden. Så ville det være sværere for chefen at true med, at man kunne miste sit arbejde ved at gøre det. Og det ville måske endda være sværere for politikerne at føre den ene nedskæring efter den anden igennem igen og igen.
Vi, kolleger landet over, kan vælge at stå sammen – eller vi kan vælge at efterlade hinanden alene. Lad os tage os sammen! Lad os op bruge et heftigt politisk efterår til at stå sammen: Skrive et debatindlæg, arrangere et diskussionsmøde på arbejdspladsen, stille spørgsmål til valgkampen. Fatte modet, gribe pennen, tage ordet.
Den offentlige debat er grundlæggende skævvredet. Det skal du og jeg, vi, sammen lave om på. Fordi samfundet også er vores ansvar.
