Indlægget blev bragt i Politiken den 13. maj 2017
Kan danskerne andet end at tro, at Christiansborgs politikere dækker over sig selv og hinanden, når de ikke vil medvirke til opklaringen af den største politiske skandale i nyere danmarkshistorie?
Vi burde forbyde ordet milliard.
Hvis vi blev tunget til at sige ét tusinde millioner i stedet, ville vi måske begynde at begribe omfanget af det havari, der er sket i Skat.
Firs tusinde millioner er, hvad vi har opgivet at inddrive i gæld til fællesskabet.
Der ligger en uafklaret sag med de ca.
to hundrede femogtredive tusinde millioner, der udbetales fra Skat i negativ moms: Beløbet, der udbetales til tilsyneladende ret få virksomheder, er vokset pludseligt og eksplosivt. Der er de tolv tusinde tre hundrede millioner, der formentlig er blevet stjålet af en simpel svindler i Dubai. Og så er der de tyve tusinde millioner, Folketinget har måttet give i ekstraordinær skattelettelse til boligejere, fordi ejendomsvurderingerne har sejlet i årtier. Fantasiprojektet EFI har formentlig kostet op imod et tusinde millioner. Har jeg glemt noget? Nogle af de penge, man taler om i gæld, er ikke ‘ rigtig’ gæld, så det reelle beløb for katastrofen i Skat er vel i nærheden af og nok ikke mindre end astronomiske halvtreds tusinde millioner.
Baggrunden kender vi til hudløshed: VKO-regeringen gennemfører fra 2005 og frem en sammenlægning og nedskalering af organisationen Skat. Der er forsvundet ca. 5.000 stillinger i Skat. Måden, det er sket på, er den samme måde, som alle områder i Danmark reguleres: En kritisk budgetanalyse fra Finansministeriet følges op af konsulentrapporter med forskrevne konklusioner indkøbt af Finansministeriet, i dette tilfælde fra Boston Consulting og evige McKinsey. Rapporterne anviser typisk teoretiske besparelsespotentialer med benchmarkanalyser, men som er så utilgængelige, at ingen magter at debattere indholdet i de hundreder af kryptiske sider.
På ti år har Skat haft ni ministre. Og alle sammen har de formentlig overhørt eller tilsidesat advarsler om det ene og andet.
Nedskaleringen af organisationen skulle ske ved ‘ naturlig afgang’ – hvilket lammer organisationen personalemæssigt i årevis, og mens fantasiprojektet strander, er der ingen ressourcer til at investere i bedre skatteinddrivelse.
Vi ved alle sammen, hvordan det går virksomheder, der ikke investerer i udvikling og omstilling.
Problemet er hvorfor? Hvorfor har politikere, der normalt har en monoman besættelse af egen karriere og omdømme, skubbet alle bekymringer til side og holdt kursen på et skib, hvor hele besætningen på skift kommer og beretter om læk, kritiske skader på skrog og rig og isbjerge forude. Det giver ikke mening.
MARTIN KRASNIK, Lars Trier Mogensen og Radio24syvs satirejournalistiske wonderwoman, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, er omtrent de eneste i den danske presse, der fastholder et krav om, at der kommer en undersøgelse, og et ansvar placeres. Og hvis de gamle partier, der har leveret de ni ministre, vil sig selv det godt, så er der nødt til at komme en form for undersøgelse. Det er dobbelt uheldigt for det danske demokrati, at den stærke mand i Venstre i dag er Kristian Jensen, under hvis ledelse Skatteministeriet blev sat på katastrofekurs, og at den nuværende statsminister engang designede den strukturreform, der samlede skatteinddrivningen i én national enhed med et dramatisk besparelseskrav.
For Venstre er det nok umuligt at designe en kommission, der uundgåeligt synes at ville blive et damoklessværd over fortællingen om personerne Lars Løkke og Kristian Jensen.
Men de andre partier i Folketinget skal spørge sig selv: Kan vi have siddende på os, at vi lod dette passere og ikke tog ansvaret også for de fejl, der tydeligvis er begået? Kan danskerne andet end tro, at vi dækker over os selv og hinanden, når vi ikke vil medvirke til opklaringen af den største politiske skandale og røveri i nyere danmarkshistorie? Alle slags konspirationer, politikerlede og opgør med den politiske kultur ligger som skær under havoverfladen, hvis ikke de statsbærende partier viser vilje til at tage ansvaret på sig og rydde op. Havariet i Skat er gift for forholdet mellem danskerne og velfærdssamfundet; hvorfor slide og betale sit, når det helt åbenlyst og med komplet evidens kan betale sig at snyde og bedrage.
Og hvorfor stemme på de gamle partier, hvis de er mere optagede af at beskytte sig selv end at repræsentere os? Der må komme en proces, der oplyser, hvem der fejede indvendingerne af bordet.
Danskerne har krav på at vide, hvem af deres folkevalgte der lukkede øjnene for skærene forude og hvorfor.
Men i realiteten er det hele den måde, vi har drevet Danmark på i 40 år, der kommer på anklagebænken.
Staten fik sin omtrentlige størrelse engang i slutningen af 1980′ erne, og siden har vi skaffet råderum til politikeres initiativer ved at rationalisere på driften af kerneydelserne.
Centralt i den model står Finansministeriet med sine faste ‘ eksterne’ rådgivere. På ethvert område har man rationaliseret; nogle steder er det gået godt. Andre steder – Skat – har det været katastrofalt.
Men vi har vredet mange kroner ud af kernedriften på næsten hvert eneste område for at finansiere nye tiltag og skattelettelser.
Vi har et af verdens absolut billigste sundhedssystemer, vi har gjort folkeskolen billigere, pædagoger passer flere børn, færre ældre får dyre ydelser, taxameterpriserne til gymnasieelever falder.
Hvert eneste område i velfærdsstaten er i 40 år blevet slanket, så der var råd til nye initiativer eller skattelettelser. Der er meget sjældent blevet prioriteret opgaver ud af velfærdssamfundet. Smørret er spredt tyndere og tyndere ud. Og der er aldrig mere end to år til næste folketingseller kommunalvalg i Danmark, så der er konstant en jagt på rådighedsbeløb til politiske initiativer. Finansministeriet driver denne proces, der hele tiden finder penge til de politiske initiativer – uden denne proces er der ingen penge at realisere valgløfter for. Derfor har skatteminister efter skatteminister efter skatteminister holdt fast i roret og lukket øjne og ører. Men efter 40 år med løbende budgetanalyser efterfulgt af konsulentrapporter, der peger på besparelsespotentialer på område efter område på tur i loop, må eftertanken melde sig: Kan det blive ved, og hvornår går det galt igen? Det vil en undersøgelse af skibskatastrofen i Skat kunne gøre os klogere på.
HVIS MAN BYGGER EN undersøgelseskommission, der alene skal forsøge at gøre et ministeransvar gældende, har man slet ikke forstået problemet. Man er i princippet nødt til at bygge en retssal, hvor den måde, man driver velfærdssamfundet på, kommer under anklage. Man må se på de politiske beslutningstagere; men det er kun halvdelen. Det vigtigste må være at evaluere måden, Finansministeriet og konsulentrapporterne har været brugt på i regeringerne, hvordan de faglige indvendinger fejes af banen og ekskluderes fra beslutningsprocessen gang på gang. Skat og Skatteministeriet selv har løbende påpeget problemer, f. eks.
med ejendomsværdierne, men er blevet bedt om at klappe i og rette ind. Hvem har taget de beslutninger? I sidste ende er alt jo et politisk ansvar, men hvis man kun vil kølhale Kristian Jensen og Claus Hjort, bliver vi ikke klogere.
En obduktion af Skat ville til gengæld kunne bringe velfærdsstaten videre. Lige nu er det tydeligt, at den måde, vi udvikler og forbedrer velfærdssamfundet på, ikke har fundet den rigtige balance mellem rationaliseringer og faglighed. Der er heller ikke balance mellem besparelser og investeringer – før katastrofen opstår, og pengene skal straksbevilges. Der findes ikke en balance mellem Finansministerium og fagministerier. Forstandige indvendinger og forslag kommer ikke igennem. En undersøgelse af Skat, der ville give klarhed, vil skulle tage et kritisk blik på magtforholdet mellem ministerier, brugen af konsulenter og hjemtagelsen af teoretiske besparelser.
Havariet i Skat, kan man sige, lever op til ‘ Stalins lov om store tal’. Josef Stalin er (vistnok fejlagtigt i øvrigt) tillagt citatet: »Ét dødsfald er en tragedie. En million er statistik«. Den kyniske observation dækker over, at når tallene bliver store nok, slår menneskers empati simpelthen ikke til længere. Katastrofer bliver abstrakte, når de bliver for enorme. Vi kan harmes over en fusker som ‘ Dovne Robert’ og aflive en minister for en rygekabine eller en naturfilm, men Skats havari er for enormt til, at nogen magter at handle på det. Uden i øvrigt at sammenligne Skats havari med den georgiske tyran, så er problemet med Skat, at tallene simpelthen er så store, at de undslår sig almindelige menneskers fatteevne.
Og der er ikke noget quickfix. Halvtreds tusinde millioner er væk på grund af noget, som fundamentalt set er en systemfejl i hele designet af staten Danmark.
Systemfejlen er, at faglige kulturer har tabt til managementkultur. Det er gået godt nogle steder. Vi har fået mere velfærdsstat for pengene i mange år. I Skat gik det helt, helt galt. Vi er dømt til at forsøge at få skabt en klarhed over, hvilke fejl der blev begået og af hvem. Ellers dømmer vi os selv til at gentage fejlene fra Skat, og vi vil sejle andre områder af samfundet i sænk på samme måde. For alle reformer i Danmark starter stadig med en budgetanalyse og et optimistisk løfte om besparelser fra McKinsey.
Firs tusinde millioner er, hvad vi har opgivet at inddrive i gæld til fællesskabet.
