Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten Finans den 22. februar 2018
I toppen af det internationale erhvervsliv er man stærkt optaget af, at den økonomiske vækst for tiden ikke kommer alle til gode, og at uligheden dermed stiger. Det ses ved topmøder som World Economic Forum i Davos og i de økonomiske analyser, som diverse finansinstitutioner og konsulenthuse laver.
Den samme opmærksomhed er ikke tilstede i toppen af dansk politik, hvis vi forstår den som dem, der for tiden er ved magten. Danske borgerlige benægter, at stigende ulighed er et problem, og lukker øre og øjne for den nye viden om hvorfor det er afgørende, at væksten er inkluderende.
Erhvervslivets toprådgivere, de førende managementkonsulenthuse, har alle sammen sat fokus på den stigende ulighed og de risici, den indebærer: McKinsey har påpeget, at realindkomsten var »flad eller faldende for 65-70 pct. af befolkningen« i de rige lande mellem 2005 og 2014, og at denne udvikling har »ætsende sociale og økonomiske konsekvenser«.
Boston Consulting Group har dokumenteret, at landes evne til at omsætte velstand til velvære og livskvalitet afhænger af, hvor lige og inkluderende deres økonomier er. Bain and Company stemmer i med en ny rapport, der understreger, at stigende ulighed vil være med til at »true væksten«, betyde »øget volatilitet« og at »middelklassemarkederne sandsynligvis svinder ind«.
Når finanssektorens cheføkonomer – også de danske – udlægger forventningerne til den globale økonomi, tager de nu ligeledes højde for den stigende ulighed og de risici, som den indebærer for den økonomiske vækst og politiske stabilitet.
Og danske virksomheder lytter heldigvis. Flere og flere af dem ser det nu som en del af deres opgave at være med til at vende udviklingen. De lægger deres strategier op ad FN’s verdensmål (SDG’erne) og deltager aktivt i diskussionerne om at skabe inkluderende vækst.
Erhvervslivet har altså forstået, at en ordentlig fordeling af velstanden, er godt for økonomien. Det er langt fra tilfældet for dem, der mener, at de er deres politiske repræsentanter i Danmark.
Igen og igen skal vi høre fra særligt Liberal Alliance, men også Konservative og Venstre, at stigende ulighed ikke er et problem. Ja, borgerlige ministre møder sågar journalisters spørgsmål til fordelingseffekter af deres reformer med kommentarer som »stop jer selv«.
Og når regeringens udsendte kommer hjem fra Davos, påstår de, at ulighed slet ikke var på dagsorden, og at det højst kan være politisk korrekthed, hvis det var. Den tilgang er dybt paradoksalt, når vi i Danmark er et af de lande, der har nydt bedst af en forholdsvis lige fordeling af indtægter, formue og livschancer. Og når vi har nogle af de bedste kort på hånden ift. at sikre, at det forbliver sådan.
Ulighedsfornægterne snyder ikke bare sig. De risikerer også at svække dansk økonomi.
