Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten Finans den 24. maj 2016.
Jeg købte en ejerlejlighed centralt i København for knap tre år siden. Selvom formålet med den er at have et godt sted af bo, har det – kan jeg ugentligt læse mig til i diverse aviser – været en god investering.
Lejligheden kan i dag sælges for 20-30 pct. mere, end den blev købt for. Og fortjenesten er fuldt skattefri. Havde jeg i stedet brugt de penge, der gik til udbetalingen på lejligheden til at investere i aktier i en virksomhed, ville jeg, når jeg solgte dem igen, blive beskattet med mindst 42 pct. af afkastet.
Det er dejligt at være boligejer i en landets største byer i opgangstider. Men spørgsmålet er, om det også er hensigtsmæssigt at stille ejerskab af ejerboliger over andre former for investeringer?
Det mener jeg ikke. Faktisk er der gode grunde til, at vi som samfund burde beskatte den fortjeneste, jeg kan få på min bolig, hvis jeg sælger den.
Mit boligkøb har først og fremmest ikke bidraget meget til jobskabelsen. Der har godt nok været håndværkere forbi (med regning naturligvis). Men havde jeg lagt mine sparepenge i en nystartet virksomhed, kunne jobeffekten have været meget højere. Alligevel er det boliginvesteringen, der er skattemæssigt begunstiget.
For det andet, er det ikke mig, der har gjort noget for prisstigningen. Det er markedet, der har skabt den. Sammen med resten af samfundet vel at mærke. Vi investerer nemlig mange fælles skattepenge i de store byer og omkring dem. Her er en stor koncentration af velfærdsinstitutioner som pasningstilbud, folkeskoler og praktiserende læger, sammenlignet med en del af Danmarks yderkommuner. Samtidig bruger vi (med rette) store summer på at støtte kulturinstitutioner, fritidsaktiviteter, offentligt transport og meget mere, hvor store dele er placeret eller foregår i de store byer.
Vi investerer som samfund ganske enkelt mere i at skabe rammerne for et godt liv i og omkring de store byer, end vi gør i yderkommunerne. Det er selvføleligt helt naturligt, da der bor flere mennesker i storbykommunerne end i ydrekommunerne. Det har dog også betydet, at befolkningen er søgt mod de store byer, så det samlede befolkningstal for København, Aarhus, Odense og Aalborg er steget med omkring 20 pct. siden 1981, mens befolkningstallet i yderkommunerne er faldet.
Når den udvikling fortsætter, betyder det alt andet lige, at boligpriserne på lang sigt vil stige mest i storbyerne.
For det tredje er alle økonomer enige om, at vi bør beskatte boliger noget mere. Både fordi det er en skattekilde, der ikke kan flyttes til udlandet, og fordi, der endnu engang er tegn på en boligboble. Yderligere boligbeskatning ville både kunne tage luften ud af sådan en boble og skabe et sundere skattesystem.
Derfor foreslår vi en boligavanceskat. Hvis den er på 42 pct., vil det sidestille fortjenesten på boligsalg med salg af aktier i en virksomhed. Og provenuet kan bruges til finansiere et Danmark i bedre balance. Indtægterne fra den – som i et råt estimat forventes at ligge på ca. 7 mia. kr. om året – kan placeres i en erhvervsudviklingsfond for de yderkommuner, som folk flytter fra i dag eller på anden vis investeres i offentlige goder, der binder Danmark sammen.
