Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten Finans den 10. maj 2017
Kvinders høje deltagelse på arbejdsmarkedet er noget, vi i årtier har brystet os af og som økonomer mm. normalt bruger til at forklare en del af succesen for vores økonomi og velfærdssamfund. Men nu har Finansministeriet i dets seneste publikation om arbejdudbud fundet ud af, at det i virkeligheden er et problem. For når mænd og kvinder deles om arbejdet, deles de også om familieforpligtelserne og tiden med børnene – og så falder den gennemsnitlige arbejdstid for dem, der er i beskæftigelse.
Hvad gør man så, når man, som finansminister Kristian Jensen gerne vil have, at danskerne arbejder noget mere? Ja, man argumenterer selvfølgelig endnu en gang for lavere topskat.
De mere arbejdsomme mænd skal have nogle incitamenter til at arbejde noget mere, så de ikke i lige så høj grad distraheres af samværet med deres børn. Vupti. På den måde bliver kvindefrigørelsen et argument for lavere topskat til mænd. For det er i altovervejende grad mænd, der betaler topskat.
Men argumentationen er bagvendt og på mange måder bizar.
Rige lande har lavere arbejdstid. Sådan er det bare. Typisk fordi folk er mere produktive og omsætter deres velstand til fritid.
Derudover er ikke ret meget, der tyder på, at lavere topskat vil hæve arbejdstiden. Eksempelvis viser ministeriets egen analyse, at den effektive topskat er højere i Sverige samtidig med, at svenskerne arbejder mere end danskerne.
Det burde jo være omvendt ud fra sænk-top-skatten-logikken.
Alligevel påstår Kristian Jensen, med katolsk familiepolitisk underlægningsmusik, at skatten skal ned. For danskerne skal arbejde noget mere, hvis vi skal have råd til velfærden, må vi forstå.
De mere arbejdsomme mænd skal have nogle incitamenter til at arbejde noget mere, så de ikke i lige så høj grad distraheres af samværet med deres børn. Vupti. På den måde bliver kvindefrigørelsen et argument for lavere topskat til mænd.
Kristian Weise er direktør i centrumvenstre tænketanken Cevea.
Men Finansministeren glemmer, at det er skatten, der er forudsætningen for, at vi har en velfærdsstat. Og at det er velfærdsstaten, der har gjort det muligt for kvinderne at gå på arbejde.
På tværs af OECD-landene er der en klar sammenhæng mellem de familierettede investeringer og faktorer, der sikrer en stærk økonomi. Jo højere forbrug på børnepasning, jo højere bnp per indbygger, beskæftigelsesgrad og produktivitet.
Det er derfor bekymrende, at Danmark i dag investerer mindre på familie- og børneområdet end tidligere. Hvis børnene skal have en god hverdag, skal pædagogerne have tid til at tage sig af dem. Det betyder meget for, om danskerne vil have deres børn i institution, og dermed kan arbejde fuld tid.
Frem for lavere skat burde vi måske sætte (en højere) pris på dem, der passer vores børn? Ja, gad vide, hvad bedre løn til kvindefag ville betyde for udbuddet af arbejdskraft blandt kvinder? Den aktuelle risiko er, at kvinderne – for det bliver kvinderne – vender tilbage til køkkenet og børnene, fordi velfærdsstatens kerneydelser udmarves.
Det er en høj pris at betale for, at nogle få mænd kan slippe med lidt lavere skat
