Indlægget blev bragt i Politiken den 6. januar 2016
Der vil være rigeligt med opmærksomhedskrævende kriser på den politiske dagsorden i 2016: terror, krig, flygtningestrømme, lavvækst, ungdomsarbejdsløshed, klimaforandringer.
For bare at nævne nogle af de mest iøjnefaldende.
Men der er en anden og mere stille krise, der også vil udfolde sig i år, og hvis konsekvenser bliver til at tage at føle på: manglen på politikudvikling i Danmark.
Den krise er ganske tydelig, når man kaster et blik på den politiske værktøjskasse, der mere eller mindre er reduceret til øget brug af pisk og gulerod over for alle befolkningsgrupper.
Lavere ydelser til dem uden for arbejdsmarkedet og lavere skatter til dem inden for.
DET OVERORDNEDE princip er at give flere ‘ økonomiske incitamenter’ til at arbejde mere, mens det endelige mål er at øge udbuddet af arbejdskraft. Det er det, som Slotsholms-konsensussen – den dominerende holdning på Christiansborg, i ministerierne, blandt de mest toneangivende interesseorganisationer og pressens chefredaktioner – kalder ‘ reformsporet’, og som den vurderer som den afgørende skillelinje i dansk politik.
Vil man fortsætte det spor, der blev lagt i starten af 1980′ erne, da velfærdsstaten angiveligt havde vokset sig for stor – eller vil man ikke? Hvis man vil (og det vil de regeringsbærende partier generelt), kan man overlade politikudviklingen til ministerierne, embedsværket og diverse kommissioner (og det gør de; særligt når de er i regering).
Som konsekvens kommer alle politiske diskussioner til at handle om økonomi og finansiering. Og den eneste valuta, der for alvor tæller, er, hvordan de politiske forslag ser ud i Finansministeriets regnemaskine.
De folkevalgte politikere skal endelig ikke være for kreative og opfordres ikke til selv at udvikle nye visioner for Danmark, men sendes i stedet i byen med forsvar for egen linje og angreb på modstanderens.
Denne udvikling er en trussel af flere grunde – og det, selv når man anerkender, at det danske velfærdssamfund skal udvikle sig år for år, og at mange af de reformer, der er blevet gennemført de senere årtier, har været fornuftige og gavnlige.
For det første er det med til at tage livet af det politiske Danmark, skabe politikerlede og degenerere den politiske proces.
For hvem kan begejstres af politikere, der mest af alt administrerer embedsværkets ideer eller agerer verbalt tæskehold på tv og de sociale medier? Og hvem, der virkelig ønsker at ændre noget, vil engagere sig i politik, når det er det, det er reduceret til? For det andet risikerer det, at den førte politik bliver for fattig. For enøjet, for unuanceret, for simple, for tam. Uden kreativitet eller innovation. Det danske embedsværk er kompetent, løfter de fleste af sine opgaver flot og har høj integritet, men er også relativt ensformigt. Det består mest af alt af folk med et snævert sæt af uddannelser, og det skoles til at tænke på den samme måde.
HVEM TROR, AT de bedste ideer til udviklingen af fremtidens velfærdssamfund alene kan komme fra statsadministrationens hurtigst løbende mænd og kvinder? Eller at nøglen til fortsat vækst, velstand og gode jobs ligger i en udbudsorienteret økonomisk model? Lars Løkke og regeringens udgave af incitamentspolitikken kører i to spor: øgede incitamenter som social-og beskæftigelsespolitik samt afgiftsnedsættelser og lavere skatter som vækststrategi.
Kontanthjælpsloft, starthjælp mv. til indvandrere og flygtninge blev forhandlet på plads i 2015. Og i 2016 er en nedsættelse af skatter og fjernelse af afgifter på programmet. Men ingen af delene vil gøre en positiv forskel.
De senere år har vi haft adskillige tiltag, der skulle styrke det økonomiske incitament til at være i arbejde. Førtidspension, efterløn, dagpenge og kontanthjælp har således været under reformkniven.
Erfaringerne viser dog, at det kun er de stærkeste ledige, der reagerer på de økonomiske incitamenter, og at de omvendt kun har en lille eller ingen effekt på at få de svageste ledige i beskæftigelse igen.
Det konkluderer bl. a. en rapport fra forskere ved Faos og SFI.
DER SKAL ALTSÅ andet og væsentligt mere end øgede økonomiske incitamenter til at sikre, at dem, der er længst fra arbejdsmarkedet, kommer ind på det. Men de mulige svar på det har ikke stor værdi i tidens politiske forhandlinger.
På samme måde er det dominerende svar på, hvordan vi udvikler vores økonomi, færre afgifter for erhvervslivet og lavere skatter for dem i arbejde.
Men skulle det virkelig være så nemt for et land at klare sig i den globale konkurrence? Lavere skat på de højeste indkomster er i hvert fald ikke en bæredygtig vækststrategi.
OECD har de seneste år understreget, at den mest effektive måde at skabe vækst på er at øge indtægterne blandt de fattigste 40 procent af befolkningen.
Og økonomer fra IMF har påpeget, at når indtægterne blandt de 20 procent rigeste øges på bekostning af resten af samfundet, ja så falder væksten faktisk. ‘ Trickle down’-teorien – at når det regner på præsten, drypper det på degnen – er altså modbevist. Alligevel er det det spor, vi skal ud ad i 2016.
Hvis vi ikke opprioriterer politikudviklingen, går Danmark i stå. Det er den oversete udfordring, vi står med herhjemme.
