Indlægget blev fra i Politiken den 4. april 2020
Coronakrisen har sat store tykke streger under, at den private sektor er fuldstændig og aldeles afhængig af den offentlige sektor. Der er ikke den liberalist i Cepos og omegn eller borgerlige politiker, som ikke bifalder hjælpepakkerne til erhvervslivet. Og med rette. For hjælpen er klog og velanbragt. Begavet regulering i verdensklasse. Velfærdsstaten i endnu en stjernestund.
Men hvad vil der ske med selvsamme velfærdsstat, når vi kommer på den anden side af coronaen? Når regningen skal betales på den lange bane? Jeg har mine bange anelser.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, var klar i mælet, lang tid før der overhovedet var nogen, som havde hørt ordet ’corona’. Her gav han nemlig udtryk for, at det økonomiske råderum udelukkende skal bruges til at investere i klimaomstilling. Altså ingen penge til velfærd.
Og hvad nu, hvor coronaregningen også blander sig sammen med den bundne opgave om en klimaomstilling med 70 procent CO2-reduktion i 2030?
Lur mig, om ikke vi snart vil høre den borgerlige sang om, at tiden er kommet til, at livremmen skal strammes over for de offentlige velfærdsudgifter – i krisepolitikkens navn. Som tak for hjælpen.
Det var præcis det, der skete efter finanskrisen i hele Europa, hvor takken til velfærdsstaternes krise-ambulancetjeneste var en stram sparepolitik, der gjorde ledighedskøerne længere og kvalte enhver økonomisk optimisme.
Men kan partierne bag forståelsespapiret så ikke bare ignorere Jakob Ellemann-Jensen, Søren Pape og Alex Vanopslagh og insistere på, at der skal være råd til både corona, klima og velfærd?
Problemet er, at det næppe er dér, de radikale er. Partiet er mere optaget af klima end af velfærd, og når nu coronakrisen kræver penge, mange penge, kan alt komme i spil for en radikal politiker. Også de fint afstemte balancer med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i et forståelsespapir. Og det kan gå ud over velfærden.
Nu var der lige dækket op til klimaomstilling og velfærdsløft, og så kan vi risikere, at hele spisestellet bliver trukket ned på gulvet. Lad det ikke ske. Please!
Hvis resultatet af coronakrisen bliver en aflysning af velfærdsløftet, og at livremmen strammes markant i de offentlige budgetter, vil det sende samfundet ud i en helt unødvendig krise. Politisk. Socialt. Og økonomisk.
Først velfærden: Folketingsvalget 2019 var ifølge samfundsforskeren Jørgen Goul Andersen et velfærdsvalg, som handlede om, at mange danskere var frustrerede over en nedslidt og forringet offentlige service – daginstitutioner, skoler, ældreforsorg, sundhed.
Med god grund. Jørgen Goul Andersen har for Mandag Morgen lavet en analyse, der viser, at det offentlige forbrug per indbygger fik et dramatisk knæk i 2010’erne. I 1990’erne og 00’erne voksede de offentlige udgifter med 1,8 procent om året per borger i gennemsnit, men i 10’erne var der tale om nulvækst.
Det er selve samfundsmodellen, der er sat under pres. Og det går hurtigt i disse år. Andelen af danskerne, der vælger private alternativer, når det gælder sundhed, daginstitutioner, skoler, ældreforsorg mv., er voksende, og hvis først de privilegerede går egne veje og fravælger fælles løsninger, vil det underminere den brede opbakning til samfundsmodellen.
Derfor er det så vigtigt med et løft til velfærden – som minimumsnormeringer, tidlig tilbagetrækning, flere penge til uddannelse mv. er udtryk for. Og derfor er det et problem, hvis en strammet livrem kvæler velfærdsløftet.
Og så er der de negative økonomiske konsekvenser af at skære ned i offentlige udgifter. Samfundsøkonomien er ikke en husholdningsøkonomi. Og hvis man reagerer på en dårlig økonomi ved at sige »Nu skal der spares«, vil samfundet glide ind i en recession, hvor alt falder: forbruget, beskæftigelsen, optimismen og lysten til at investere. Det vil være et argument for flere nedskæringer. En ond cirkel. Erfaringen viser, at det især vil gå ud over de svageste.
Heldigvis er der et alternativ til svækket offentlig velfærd, recession og arbejdsløshed. Læren fra kriser – 30’ernes ikke mindst – er, at hvis man vil trække den kapitalistiske økonomi væk fra afgrunden, skal man give den offentlige sektor en nøglerolle i økonomien og turde kaste sig ud i offentlige investeringer, der kan sætte gang i forbruget og optimismen.
Og det bliver ikke svært at finde egnede områder for investeringer i denne tid. For ud over at finansiere den forbigående corona står vi jo netop over for et stort behov for offentlige investeringer i mennesker, velfærd og den nødvendige klimaomstilling.
Disse investeringer vil på én og samme tid kunne styrke vores samfundsmodel og holde recessionen for døren.
Men der er også en anden økonomisk gevinst, som har været undervurderet alt for længe. Den handler om, at offentlige investeringer er selve forudsætningen for en produktiv og stærk privat sektor på langt sigt.
Sagen er, at den offentlige sektor tilvejebringer dét, som er vigtigt for danske virksomheder: en stor, veluddannet, topmotiveret og loyal arbejdsstyrke.
Hver dag frisætter daginstitutionerne mor og far til arbejdsmarkedet. Hver dag kvalificerer skoler og uddannelser børn og unge til fremtidens jobs. Hver dag hjælper sundhedsvæsenet syge mennesker, så de kan blive klar til at arbejde. Hver dag holder dagpengene hånden under mennesker, så de ikke ryger ud i social deroute, og så arbejdsgiverne kan profitere af fleksible afskedigelsesregler osv. osv.
Genialt. Er det mærkeligt, at Danmark ligger i toppen af verdensranglister, når det gælder konkurrenceevne og erhvervsklima? Nej, vel? Derfor er det klogt at prioritere offentlige investeringer – corona eller ej.
Og vi har rigtig gode muligheder for at kunne gøre det på en balanceret og økonomisk ansvarlig måde, fordi de offentlige finanser er kernesunde, fordi gælden ikke er et problem, fordi vi har en høj kreditværdighed, og fordi renterne er lave.
Men hvad med EU’s Vækst- og Stabilitetspagt? Den vil blive en udfordring. På den korte bane har coronakrisen godt nok ført til en suspendering af pagtens stramme budgetkrav, men hvad sker der, når smitten er drevet over, og krisepakkerne er udløbet? Så begynder den politiske kamp om, hvordan vi genopretter den europæiske økonomi. Her må Danmark insistere på, at Europa løsner de alt for stramme finanspolitiske tøjler.
Danmark er på rette vej politisk, og coronaen ændrer intet ved det. Medmindre altså at borgerlige kræfter får held til at sende regningen for coronakrisen videre til de svageste i form af udsultet offentlig velfærd, arbejdsløshed og svækket social sammenhængskraft.
Så har vi intet lært. Og så er der for alvor dømt krise.
